Hvem kalder paa mig, naar jeg søvnløs drømmer
Med Haanden under Kind og Øjet lukt,
Mens lune Bølger over Sjælen strømmer,
Og Hjertet fristes af den søde Frugt —
Af denne Frugt, som Slægtens Kor berømmer,
Hvis Navn i hundred Lignelser blev brugt,
Som Helgener forsværger og fordømmer,
Som med saa mangen Helgen-Ed fik Bugt?
Hvem kalder paa mig? Er det Dig — træd frem:
Jeg frygter ej din pantersvøbte Skulder,
Ej Armens mejslet faste Marmorlem,
Under hvis Hud Vulkanens Lava ruller,
Ej dette drukne Øjes vilde Glød,
Hvori Foragt om Kap med Attraa lyner,
Ej denne Læbe, druefugtig, blød,
Bag hvis Karmin Emaillerækken syner.
Knug andre i dit Favntag. Jeg er kold, —
Jeg vil ej med i Bakkustoget larme;
Din Barm, om end saa mælkespændt, er gold,
Jeg suger af de Læber ingen Varme;
Dæk eller blot for mig dit Knæ, din Læg,
Jeg lader ej mit Valg af sligt bestemmes:
Var Du en af mit Køn, en Karl med Skæg,
Jeg kunde næppe mere for Dig væmmes.
Hvem kalder paa mig? Er det Dig — hvordan?
Steg fra de Døde Du med disse Blikke,
Som lukker sig for Viden og Forstand,
Som Offerskænk til Bedehuse tigge?
Kom Du at hviske mig din Vuggesang
I Øret, som til Verdensloven lytter,
Vil Du primsigne mig endnu en Gang
Med Tegnet, som vor Jord til Skyen flytter?
Klag andre for din Nød — om den er Nød;
Jeg modstaar disse drømmeriske Øjne,
Den Haand, som deler Naadens Vin og Brød
Ud alle Dage, hellige og søgne;
Min Helligdag, er den, hvor Videns Sag
Blev os den Tro, som gav Forstanden Æren,
Hvor Hverdagskitlen vifted som et Flag
Og kaldte faste Mænd til Arbejdshæren.
Hvem kalder paa mig, naar jeg søvnløs drømmer,
Mens Haanden i et Viljestag er lukt,
Naar alt er mægtigt i mig, alting strømmer,
Og intet kunde med det Væld faa Bugt —
Naar, seende, min Sjæl om alting dømmer
Saa klart, som var mit Øje aldrig brugt,
Naar Pladsen En kun — Døden selv — jeg rømmer,
Mens Tanken griber Livets gyldne Frugt?
Hvem kalder paa mig da? O det er Dig,
Som, Barn af friske Guders unge Tanker,
Til Mandens bedste Kraft hengiver sig,
Mens al din Styrke i hans Pulsslag banker,
Som trodser Tid og Rum, og i et Smil
Husvaler ham for, hvad han maatte lide,
Som i dit Favntag kalder ham til Hvil,
For at han siden hedere kan stride.
Som kvindevarm og kvindestolt er et
Med Al-Naturen, hvoraf Navn hun tager,
Som i hans Gerning lig et dybt og bredt
Flodløb igennem Landene sig drager,
Som mere lykkelig og klog end han,
Der altfor lidet paa sin Rigdom spared,
Har ham sin hele Viden og Forstand,
Men først og sidst sit Hjertes Guld bevaret.
Velsignet Du! velsignet denne Stund,
Hvori vort Mødes skjulte Liv begynder!
Lød der Musik fra nogen Guddoms Mund,
Det var fra din, Du Herlighedsforkynder.
Bleg falmer Attraa, blegt hvert Billed staar,
Som rejstes for og ved Religioner:
Du kalder paa mig; fra din Røst udgaar
Den Lov, som mestrer Livets tusind Toner.