De kom og bød mig Tvivlens Sværd
Og Spottens skarpe Lanse;
Nej Tak for saadan Ledingsfærd,
Saa heller Letsinds Danse!
Hun kiltred op sig, under Sang,
Gudinden, højt paa Marken
Og sprang for mig, som David sprang
For Israels Folk om Arken.
Jeg gav min Tid, jeg gav mit Guld
Den skøne Bajadere;
Hun løb fra mig med Barmen fuld,
Og aldrig saas vi mere;
Hun vinked med den Haand saa hvid
Og skjulte Barmens Ynder:
Du bliver kun til evig Tid
En Drømmer, ej en Synder!