Roveredo. Febr.
Jeg hilser Dig atter, Italiens Land,
Dine Bjerge skælver i Solens Brand,
Dine Vinhaver synes at sove.
Under et Tæppe af flimrende Duft
Drømmer de stille om kommende Druer,
Saa drømmer jeg ogsaa i Solens Luer
Om Blade og Frugt
Efter Vintrens Tugt,
Om Guld og om grønne Skove.
Jeg drikker i dvælende Drag Din Luft.
O den gør godt i de nordiske Lunger;
Det var, som min Mund fik tusinde Tunger
Og hver en Tunge fik Sangens Gave
Til at kvidre i denne herlige Have,
Til at slaa en uendelig, jublende Trille,
Stedse synge, aldrig tie stille.
Jeg hilser Dig atter, Foryngelsens Land,
Jeg digter et Drapa Dig her paa Din Grænse
At Kulden satte for Tungen Tand
Saalænge, det vil vi ej længer ændse.
Hos Dig vil jeg glemme hvad hist jeg led,
Glemme, hvad oppe i Norden bed
Som en Orm sig under min Side.
Her er ej Stedet at mindes sin Kvide,
Her skal med friske Øjne der sés,
Her skal der lés,
Her skal med Blomster Naturen bekranses, —
Her er Rhodus, her skal der danses!