O ja, jeg elsker dette Land,
Hvor Havet slaar Ring om Øen,
Hvor hver en Dont, hver virkende Mand
Bestandig har Udsigt til Søen.
Det gør baade Tanke og Tag saa let,
Og det er saa sundt for hvert Aandedræt,
Og det gi’er Sangeren godt Gehør, —
Mærkværdigt, saa Faa der har tænkt det før.
Her ligger nu Fjord og Sund og Belt;
Og Solen ser paa det brogede Felt,
Og skinner med synligt Velbehag
Paa det danske Arkipelag.
De blomstrende Øer har fostret en Flok
Af Sønner med Sangens Evne;
Store Sangere var der nok,
Besunget har de det meste,
Som var i Landet at nævne.
Men Havet glemte de fleste.
Jeg elsker Dig, Land, for dette Dit Hav;
Bestandig Du drog mig tilbage,
Hvor langt jeg end maatte drage.
Og fejded jeg end, vore Fædre lig,
Engang imellem paa Dine Kyster,
Nuvel, jeg elsked, som Havet, Krig;
Der er Stridssang i Bølgernes Røster.
Jeg voved i ærlig Kamp min Krop;
Du gav mig Slaget tilbage,
Men det var i Ungdommens Dage; —
Jeg tænker, vort Regnskab gaar op.
Thi har jeg end sagt Dig drøje Ting:
Det var i Dit eget Sprog.
Og Sprogets bølgende, bløde Klang
Har jeg hamret og lilet og passet i Sang,
Slaaet i Sving og nittet i Ring,
Til det toned af Bølgernes Malm.
Endt er nu Kiv og Kvalm.
Jeg kunde vel læspet mig lettere ind
I mangen et følsomt Hjærte
Med fagre Ord og med Bønner:
Jeg lærte min Sang hos den stærke Vind,
Greb Bølgernes Glæder og Smærte; —
Jeg elsker mit Land, jeg skriver mig ind
Blandt dets gode, dets ægte Sønner.