Den store Stjerne sænker sig mod Havet.
Og — som en Trøst for Alt, hvad Dagens Klarhed
Med skarpe Straaler ætsed ind i Tavlen,
Hvorpaa som Børn vi tvinges til at læse
Om to Gange to, om det, som kaldes Sandhed
Saa længe, til en større blir doceret —
De bløde Aftenskyer dæmpet male
Et Landskab: Katalogens »ideale«.
Paa Guldgrund sitrer Purpurfarvens Væske,
Orangens Tone bæver under Rosens;
Det bølger sammen i et Regnbu’skær.
Saa løfter det sig: Enge, Bakker, Træer,
Mildtrundede, med svømmende Konturer;
Violblaa Klipper, isprængt Lavafurer,
Snekranste Bjerge, hvorpaa Solen hviler
For sidste Gang, mens sit Farvel den smiler
Højtblussende; en sky og frygtsom Kvinde,
Der ved Farvellet glemte Alt og lod
Et Kys tilbage — fra en Elskerinde.
Og under Bjerget, Tinde bagved Tinde,
En By med Mure, Taarne, slanke Spir,
Cypresser lig, der staar i tavse Rader;
En By med Søndagsfred og stille Gader,
Opladte Porte, som ej Fjender frygter.
Og gennem Porten, mod de gyldne Enge,
Gaar Haand i Haand og parvis Byens Ungdom.
Snart gemmer Skoven dem i sine Skygger;
De vandrer Arm i Arm, Kind imod Kind,
I Ensomhedens Verden langsomt ind.
Og Skovens kaade Guder spidser Ører,
Men Smilet svinder snart om Bukkeskæget;
Skovguden lister skamfuld sig sin Vej.
Dryaden følger med sit Daadyrøje
Igennem Løvets Slyngenæt de To
En Stund, og bøjer Hovedet og sukker
Saadan som ene Skoven sukke kan.
De stiger opad, imod Fjeldets Rand.
Her skinner Solen, her hvor Skoven slipper;
En Hule aabner sig imellem Klipper,
Og vilde Ranker danner halvt derover
En Dør, som hænger løst paa sine Hængsler.
De træder ind og sænker deres Længsler,
Stumt talende, i Øjets dybe Vande,
Hvor Verdner bygges paa den blanke Flod.
Og Søvnen kommer paa sin bløde Fod,
I Klædning som en faldende Kaskade,
Og samler med sin Haand de spredte Blade
Af Ranken, trykker Døren sagte til,
Og trækker baglæns, lydløst sig tilbage,
Med Smil om Munden, Fingren over Læben.
Et Nik til Aftenvinden: Vug dem ind!