I.
Nu, da de Alle sover,
Og Fiskerlejet er tyst,
Og Vinden er vendt, og staar over
Imod den fremmede Kyst;
Nu, da de trællende Vover
Har Ro, til det atter blir lyst,
Nu vil jeg lette ved Havets
Strande mit fulde Bryst.
Intet Bulder derude,
Ingen spadserende Flok,
Og ingen huggende Skude
Med Nødflag under sin Nok.
Strakt over Sandets Pude,
Bænket paa Havets Stok,
Snorker Søen. Det lyder,
Som snurred en Kæmperok.
Du sover, Du gamle Kending.
Jeg tør ej paa Freden tro;
Du rejser Dig som en Brænding,
Om og Du gik tam til Ro.
Et eneste Kast, en Vending
Af Vinden: Du viser Din Klo.
Jeg lytter. Det var, som Havet
I Drømme dernede lo. —
Ak, Elskede, Du som sover
Langt borte paa Puden tyst,
Og aner ej, hvilke Vover
Der slumrer paa denne Kyst,
Du rækker i Drømme over,
Vil hælde Dig op til mit Bryst, —
Du véd ej, at Freden er borte
Saa saare det atter blir lyst.
Thi jeg, og Havet derude.
Er født af den samme Stok,
Og kender saa godt til en Skude
Med Nødflag under sin Nok.
Vi sover paa samme Pude,
Følges i samme Flok,
Og spinder den samme Ende
Paa den snurrende Kæmperok.
II.
Kun af den sagtnende Dønning
En Lyd, som paa enkelte dybtstemte Strenge,
Et døende Spil.
Det varer ej længe,
Saa tier det Altsammen stille;
Natvinden stanser sin Trille,
Stjernen ser til.
Op fra de skumrende Strande,
Fra Søen, som sover saa dybt, som den Sunde
Ene formaar,
Der stiger i Blunde
Tanker til Gengæld for Lyde,
Syner, som jeg kun kan tyde,
Du kun forstaar.