Polens Helte lagdes ned
Under Gravens Stene;
Aldrig boer den søde Fred
Over deres Bene.
Hævnens tause Opraab boe
I den mørke stolte Ro
Over deres Grave.
„Hævner eders Brødres Død,
„Hævner eders Trængsel,
„Ender eders Moders Nød,
„Sprænger hendes Fængsel!
„Tvungen til Gigantens Barm
„Tæres hun i evig Harm,
„Hævner og befrier!”
Og naar Gravens Alvorsrøst
Polens Søn fornemmer,
Stærk den rører i hans Bryst,
Hvad det dybest gjemmer,
Skriget af det spildte Blod
Højt til Hævnens vilde Mod
Flammer op hans Hjerte.
Saa den kolde, døde Jord,
Fyldt med Heltebene,
Sender Livets varme Ord
Gjennem Gravens Stene:
Heltes Magt kan aldrig døe,
Modets Gnister ud de strøe
Selv af Dødens Kulde.