En mægtig Smerte tynger paa Danmarks Børn
(1848)
(1848)
En mægtig Smerte tynger paa Danmarks Børn
Og sukker lønligt i Hjerternes Inderste,
Og Smerten er over frafaldne Brødre
Og over den arme forraadte Moder.
En piinlig Angest bæver i Folkets Bryst
Og knuger Sjælen, men vækker dog al dens Kraft,
Thi Angsten er for vort Fædrenerige,
Mod hvilket Røverens Haand er udstrakt.
En vældig Harme tænder det danske Sind
Og døver Smertens og Angestens stille Suk,
Og Harmen luer mod Frænders Falskhed
Og fremmede Fjenders frække Voldsdaad.
En stolt Bevidsthed styrker den danske Aand
Til Ro og Højhed trods Sjælenes dybe Vee,
Det er vore Banneres rene Ære
Og Heltenes Dyd, der hæver Tanken.
En fyrig Længsel besjæler Danmarks Folk,
Og samler kraftig Ønskernes Maal i Eet
Og driver Sjælene i Forening
Til inderlig Bøn om Sejr fra Himlen.
Thi Sejer er det, som Folket længes mod,
Og kun i Sejerens svulmende Salighed
Og kun i Sejerens stolte Jubler
Kan Byrden væltes fra Danmarks Hjerte.
Naar skjøn den kommer velsignet af Himmelen,
De mørke Skygger flye for dens Herlighed,
Og Smertens Sukke og Hadets Flammer
Maa saligt qvæles af Takkens Vellyst.
Saa straal da, Sejr, i din stolteste Himmelglands
Livsalig, vældig om Dannemarks Dannebrog!
Det rene, lyse, hellige Banner
Med glødende Længsel ad dig vinker.