Det var ikke blot hans Frue,
samt alle de Faderløse,
hvis Midler han skændig forvalted’,
der græd, den Gang afdøde Larsen
gik over i Verdens-Altet.
Kun nødig veg han Pladsen,
hvor han havde udrettet meget
og aarevis havde besveget
Gensidigheds Kassen.
Han drukned sig kort før Oktober
og eftersøgtes i Uger.
Man fandt ham i Vandværks-Bassinet,
hvis Vand hele Byen bruger.
Et Menneske er her i Verden
i Grunden et Interessentskab,
helst, naar han, som afdøde Larsen
har dyrket et vidtstrakt Bekendtskab.
Det var ikke blot, kan man tænke,
en Kval for den Afdødes Enke,
hans Bankrevisorer og smaa Garanter
og sørgende Venner paa alle Kanter.
Der udbryder Tyfus og Kopper.
Den hele Befolkning er rystet,
fordi den afdøde Larsen
bogstavelig falder for Brystet.
Og alle hans Hjælpere fordum,
hans uforsørgede Tropper —
de hungrer og holder Møder
om Midler mod Tyfus og Kopper.
Hvad er det, der lyser i Øjet
som Feber?
Hvad er det, der river i Næsen
som Peber?
De taler om Straffen fra oven
og om det sataniske Hovmod,
som den Mands Hjerne maa rumme,
der fældet af Livet har lagt sig
pladask i Vandværkets Kumme.
»Det værste er ikke Smudset,
som findes i Gader og Smøger,
hvis Smaafolk den Afdøde pudsed’.
Det værste er ikke de Vandrør,
hvori den Afdøde spøger.
Det værste er Sjælesmudset,
som udgaar fra Blade og Bøger.«
Det er afdøde Larsens Mikrober,
der er husvilde siden Oktober.