Knud Kaare er saare
repræsentativ.
Han kan ikke andet,
om saa det gjaldt hans Liv.
Hvor de store Sager drøftes, og
hvor Storheder vrøvler,
maa han ogsaa høre Knirket af
sin egen Storheds Støvler!
Han er fejlfri som Dommer
af en Steg og af en Tærte,
og saa har han i sin Festdragt
noget særligt fint paa Hjerte.
Han er Frihedsmand perfekt. Men med en
Mæthedsgispen
kan han tømme smaa Likørglas paa lige Fod med
Bispen.
Der er en Verdens Kløgt, som forener
i Længden
to Fjender — naar de mødes over Hovedet paa
Mængden.
De har, skønt deres Aand staar tilbage
for fleres —
det lille Gran Fornuft, hvoraf Verden
regeres.
Der er Drøn i deres Stemme. Og det er Fryd
og Gammen
naar to ligestore Mætheder venligst drøner
sammen.
Det er, som om en Tryllestav
usynligt han holder,
der lægger Livets Grimheder zirligt
i Folder.
Men hans lille Kones Hjerte
ligger brak
i dette Trylleland med dets Fernis
og Lak.
Knud Kaare er desuden en Smule
kvindekær,
det vil vi ikke dadle ... det er der fler
der er.
Han er elsket videnom. Han er alle Enkers
Trøster
han beskytter faderløse, som en Broder
sin Søster.
Han blev grebet en Gang ... Det var næsten
Skandale, —
men han klarede det hele med at
holde en Tale.
Knud Kaare fordømmer
en Literatur,
hvis Frisprog ogsaa andre fordømmer
efter Tur.
Jeg kan ham ej forlade: han har gjort mig
megen Skade
ved at dadle mig højlydt paa
offentlig Gade.