Af alle mine Drømme
— de blonde og brunette,
den bedste har jeg mistet
og kan mit Tab ej rette.
Jeg beder, søg i Vrimlen
og søg i Hjemmets Fængsel,
og hvis I hende møder,
sig, jeg er syg af Længsel.
Jeg bærer dybt i Sjælen
det Billed, som mig brænder,
se her vil jeg det male,
paa det, I hende kender.
Tænk jer et Foraarsstykke
med Søbris — jeg fik Lede
ved lune Sommernætter
og lange Dages Hede.
Hun er saa klar som Brisen,
naar skyggelange Skyer
drives med Solskinsflager
fjernt over Land og Byer,
og har et Blikkets Mørke,
det matte, perlerige,
saa klogt og graat som Havet,
hvor hvide Maager stige.
Ej Mælkeblodets djerve
forelsket gyldne Lemmer,
men finere end Ravet
i Pelsværk hun sig gemmer.
Hun er den ranke Staalfjer,
som ingen Vægt kan knuge,
og dog jeg véd, hun vilde
sin Styrke aldrig bruge.
Som Stormen hendes Tanker,
som Blæsten hendes Drømme.
Men mine hendes Kærtegn,
som hun har holdt i Tømme!
Jeg beder, søg i Vrimlen,
og søg i Hjemmets Fængsel,
og hvis I hende møder,
sig, jeg er syg af Længsel.