— O Venus, holdes, schönes Weib,
Ihr seid eine Teufelinne —
I
Det er koldt i Rom. En skarp
og lysfyldt Morgen.
Mellem gulgraa Masser rødmer
Engelsborgen.
Paa St. Peters Plads de store
Springvand bruse
af den aand, som mellem Søjler
har til Huse.
Vejen bag om Peterskirke-
Fundamentet
ligger mellem udsøgt Murværk
gejstlig præntet.
Og ved Vejens Ende viser
os en Svejtser
op til Toppen øverst, hvor
Musæet knejser.
... For at mildne Luftens Raahed,
som os møder,
findes paa et Ildfad udbredt
nogle Gløder.
II
Først paa Tærsklen til de mange
Sales Suite
staar der af Praxiteles en
Afrodite —
Kvinde i hvert Livs-Atom,
hvorhen hun vender,
allermest i de lidt store
vage Hænder.
Hun er rig og god. Slet ingen
Rænker bagved!
Det er Kvindens største Styrke:
hendes Svaghed.
Vi har tro’t paa slige Hænder
altfor gerne.
Men Gudinden har en løs og
glemsom Hjerne.
Hendes Tanker, af for mange
Flammer svækket,
svirrer som en Legemølle
helst i Trækket.
Vid, du ejer hendes Hjærte,
Sjælen, aanden,
hvis hun rækker sine Haandled,
Armen, Haanden.
Dine Spørgsmaal: hvad hun tænker,
spar dem, spar dem!
»Du skal kysse mine Hænder,
hvis du har dem.«
Kommer du med stærke Luer,
er det herligt,
selv om du for andre Fruer
gløder kærligt.
Thi hun elsker Ilden hos dig,
men hun rammer
med sin Haan den lede Troskab
uden Flammer.
III
Vore Ord om Venus strømmer
som en Sluse,
mens vi glemmer, at ej langt fra
sad en Muse,
sad en Muse af den aandig-
skønne Retning:
opsat Haar og fodsid Kjole
med Besætning.
Denne unge, ranke Muse
var forskønnet
ved den Foldekastets Fylde,
hvormed Kønnet
— ikke netop over i’et
sætter Prikken,
men, ved Tankestreg, forlænger
Symboliken.
Thi mens Klædebonnet hendes
Legem aver,
skjuler det, men vækker Tro paa
skjulte Gaver.
Med lidt stilfuldt Blændværk vil hun
os forblinde.
Er hun mere eller mindre
end en Kvinde?
Hendes Haar er dybt som dunkle
Foraarsskove,
hvor vi saas en Gang — jeg tror: ved
Sjølunds Vove.
Hun servered Te for hele
Kunstkritiken.
Ak jeg vidste ej, hun stammed
fra Antiken.
IV
Men nu stormes Salen rask
af andre Muser,
som bær Handsker, Hat og Spænder,
Slag og Bluser.
De har Fødder, og de skrider
gennem Salen.
De fordunkler Guderne paa
Piedestalen,
som kan staa i tusind aar
med nøgne Lænder,
men ej blusser af den Livsild,
som forbrænder.
Jeg vil fly til andre Sale,
længselsdragen
af Penélope — den blide —
Ægtemagen.
...Men hvem ser jeg? — velbestøvlet
uden Flitter,
Artemis, imens hun gennem
Krattet skridter
og, mens Blikket følger Pilen,
som hun sender,
endnu bøjer sig lidt sejgt
i sine Lænder.
Hendes Knæ og Haser — skilt paa
Jæger-Maade —
røber os en Kraft og Kyskhed
uden Naade.
Denne Jomfrutrods er Skæbnens
Pil, der sendes,
Naaden er saa tit det værste,
som kan hændes.
V
For at mildne Luftens Raahed,
som mig møder,
findes paa et Ildfad udbredt
nogle Gløder.
Blot en Haandfuld Ild — der suger
Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid
er forstummet.
Intet Fyrsted! kun en flygtig
Drøm om Varme,
men den tænder alle disse
Gudebarme.
Det er ej ved lune Ovne,
kælne Puder,
man skal se et Kuld af ranke
nøgne Guder.
Isner du ved kolde Nymfer
og Tritoner?...
Slig en Haandfuld Gløder varmed
Roms Neroner.
Tyve Vintre uden Frysen,
uden Bæven,
med en Ildskaal sad Penélope
ved Væven.
Mer lod ikke Hera paa sit
Fyrfad fyre,
naar Apollon højt for Guder
slog sin Lyre.
Stærke Aander vækkes, blanke
Bækner skingre.
Yndighedsgudinden tøer de
frosne Fingre.
Selv Olymperskarens Herre
Zeus med Lynet
smiler, mild af Dampen,
glatter Brynet.
Et Par slige Kul har stemt
Horatses Toner?
og var nok for Tiberstadens
utro Koner?
Og Tribunens Røst er ikke
længer valen,
skønt der falder Sne paa Højen
og i Dalen.
Her har Cæsar, — stor i Love
som i Krige —
ved en Haandfuld Gløder skabt et
Verdensrige...
VI
Var det svage Mænd, som disse
Guder dyrke,
saa har deres Blødhed ikke
manglet Styrke.
Aldrig vil de nøgne Guder
sig forbarme,
hvis vi ikke ejer selv en
Haandfuld Varme,
hvis vi kommer tryglende med
tomme Hænder,
uden Offer for at have
dem til Venner.
De er kolde, de er friske,
de er stærke,
og vor Higen, vore Kræfter
vil de mærke,
før de fører os til Slag
paa ranke Skuder,
der, hvor Livet er en Kamp
imellem Guder.
VII
Blot en Haandfuld Ild, der suger
Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid
er forstummet!
Og vi kalder slige Guder
lystne, dovne?
— vi fra Nord, der kun er lystne
efter Ovne.
For at være livsudrustet,
stærk tilfulde,
skal man kunde døje Hede,
modstaa Kulde;
man skal kunne bære Skæbnen,
elske Sorgen;
det var tragisk Pligt i hine
Guders Morgen.
Selv om alting brister, er der
Trøst at øse —
i Tragedien, hos de store
trøstesløse.
...Er jeg kommen uden aand og
uden Lampe?
Dette Fyrfads Røg er
Afrodites Dampe.
VIII
Noget drager mig mod
Afrodites Støtte
den lidt tomme Sten, som ingen
dog kan flytte.
Hun var givet til den halte
Gud for Fliden,
men hun tog en mere dristig
Elsker siden.
Det er Oldtids-Sangen, hele
Dityramben:
denne Dejlighedens Elskovs-
Færd med Kampen.
Hun er flygtig, men hun kaarer
kun en Heros;
hun har Ares kær, fra da hun
fødte Eros.
Selv Penélope, — den blide,
Ægtemagen —
er af Æventyr og mandig
Daad betagen,
hun, som elskede Odysseus
— Modet, Snillet —
holdt hans Arne tændt, hvor langt han
sig forvilded.
Hun har næsten noget af
Madonnas Ynde,
kristent Taalmod bænket paa en
hedensk Hynde.
Men hun er en Genglans kun af
Arodite,
som blev født paa Havet i
Alverdens Midte.
Større Helteløn kan Helten
ikke finde.
... Men hun er jo Ægtehustru,
ej Gudinde.
Afrodites Smil bestraaler
Jordens Øde,
lover endnu kække Mænd et
hedensk Møde,
naar Terpsikore ej evner
mer at styre
Korets Danse med en vædderhornet
Lyre —
naar den lyse Pallas tier
for at læse
naar den store Pan er færdig
med at blæse —
naar den sidste gyldne Pauke
er forstummet,
og Urania er vendt mod
Himmelrummet.
Afrodite har sit eget Vid
trods nogen,
mens den meste Visdom bliver
graa som Taagen.
Ofte blev hun smædet som en
utæt Hjærne,
Glemsomhedens aand er hendes
Lykkestjærne.
Sjælden ærer hun, hvad alle
højlydt agter,
ler ad Ryets Larm som ad
de stille Magter,
smiler ganske blidt, som om hun
vidste bedre,
naar hun bliver vár de Tosser,
vi maa hædre.
Den, hun rækker sine Haandled,
Armen, Haanden,
rækker hun fra skjulte Kilder
Visdomsaanden.
Afrodites Vid er brudt i
tusend Straaler
som en fyrig Vin i Skæmtens
skønne Skaaler.
Afrodites Vid er Solrus
over Landet.
Thi hun ser kun ét og ler ad
alt det andet.
Den skal være skøn som Livet,
stærk som Døden,
som skal vække Afrodites
dybe Gløden.
Tit ved Gæstebudet sad hun
bortvendt — spydig
imod dem, som var de andres
Love lydig.
Deres Hjærnespind — som fine
Silkelidser —
vikled hun paa Dril om sine
Fingerspidser.
Men naar Ares’ Fodtrin runger,
som de plejed,
har den gyldne Frue ikke
langt til Lejet.
Nogle Gløder oser i et
Varmebækken.
Nogle Døre bliver stængt for
Vintertrækken.
Og naar Kløgten vaagner, som vort
Dagslys skjuler,
Afrodites Haar er fuldt af
Visdomsugler.
X
Det er Oltidssangen, hele
Dityramben,
denne Dejlighedens Bryllups-
Fest med Kampen.