Sophus Claussen (1865–1931)

borgherren, hendes Fader

smeden, stum Person

Klingelingeling. Et nyt aarhundred

har paa Borgporten kimet og dundret.

Vaagn nu op, alle I, som sove,

Mænd med Sko paa og Heste med Hove.

Vaagn nu op, alle Karle og Knægte.

Skynd Jer, Piger, at Kjolerne hægte.

Blus under Gryden og Davre-Øl kogt!

Det er Nytaar, og ingen bør smægte.

Driv ej i Bryggers og døs ej i Kammer,

rap Jer ved Skorstenens knitrende Flammer

Munter se til, at I kommer i Trit.

Livet har en glubende Appetit.

De tavse Mænd paa de lange Bænke,

som endnu drømmende Panderne sænke,

som gaber endnu af Ubehag

det er Nytaar i Dag — for dem skal I skænke.

Den lille Kodreng, som skjult i Krogen

sidder med spillende Øjne vaagen

og røber i Mørket sig kun ved sit Blik —

giv ham en Drik; han skal ha’e førend nogen.

Hvem vil ej stride og villig ase,

naar Gryden koger, og Panderne brase?

Skænk til dem alle, saa flittig I kan,

sin Næring kræver den stræbende Mand.

I, Køknets Kvinder med Armene nøgne,

der stræver de hellige Dage og søgne,

men selv er et Bagværk, som Gud en Dag

skabte al Verden til Velbehag —

frisk efter Ved maa I springe og løbe!

Nu har vi nye Kugler af støbe

og friske Folk, der begærer sin Drik

saa skoldende hed, som fra Ilden den gik.

Der flyver et nyt aarhundred af Sted

med en ung og livsmodig Menneskehed.

Det nytter dig ikke, hvad om du har Sky

for det nye aarhundred — vi er i det ny.

Slaa til, Smed! Slaa til, Smed!

Om hele Borgen skal ramle derved.

Det var for dette, jeg kaldte dig hid;

du har jo Kræfter,

                          og jeg skal betale din Flid.

Du ejer to Arme til Øjnenes Lyst,

den smidigste Ryg og de stærkeste Skuldre.

Lad Slagene buldre,

saa Borgherren ikke faar Fred.

Jeg hører min Fader, jeg kender hans Fjed,

Smed, du er skøn!

Slaa til, Smed.

Den lifligste Løn

skal erstatte din Møje og Sved.

Hvad her for et Brag!

Min gamle Armbrøst faldt ned fra sin Knag.

Mine Forfædre, Helte med rædsomme Navne,

de tror, det er Dommedag.

Hold inde! hold inde! I skræmmer jo bort

alle Slotstaarnets Ugler og Ravne.

Slaa til, du Smed! Slaa til! Slaa til!

Det er for mit Øre som Klokkespil.

Dog gaa! Jeg vil melde min Fader et Ord.

Men vent i den østlige Korridor.

Hvad driver du her for en skamløs Men,

som var jeg ej Herre til Borg og Len?

Du trækker her op fra hans Ambolt

den ringeste af mine Smede.

Men naar jeg befaler dig Bryllup

med ham den rige Tor Bjørn,

du nægter at stande til rede!

Skøn Adelus med blegen Kind

hun gik i Klæder hvide,

hun gik og drømte op under den Lind

om Smedens sorte Skødeskind.

Saa lader vi kaste

den Stoddersvend ned

i Borgens dybeste Kælder

og lader dig baste

paa Lemmer og Led

bag Klostrets Dør, før det kvælder.

Hun gik og drømte, bleg om Kind,

om Smedens sorte Skødeskind.

Saa ilde er du artet,

fordærvet, og blues ikke?

Jeg sendte dig nylig til Hove

i Haabet at se dig igen

trolovet med den bedste

af Rigets Adelsmænd.

Og du har nyttet Tiden,

du har med roligt Mod

forhaanet selve Marsken,

som hidtil var mig god.

De Adelsmænd, som bejled,

haaned du frækt og frit,

men red med Galninge Ridt

paa vilde Heste, som stejled.

Da lod jeg Folkene skikke,

som førte med Magt dig af Sted

til mine Borge og Lunde ...

at min Fordærvelse kunde

fuldbyrdes i Ensomhed!

Blandt disse Taarne og Mure

Gud ved, hvor mange Laster,

Skændsler og sorte Synder

der paa de levende lure?

Den gamle Røverrede

er bygt i det fladeste Sumpland,

her findes kun Fæ paa Jorden

og Fiske i Havet dernede,

kun Træerne i Skoven

og Plovtræl bag sin Oxe.

Som Dyr blandt disse Udyr

du lader din Datterlil voxe.

Hun boltred sig bedst i Skarnet ...

Og du bebrejder Barnet,

at hendes Sind behøver

en Smed til Trøst, Papa!

Min Fader, Borgens Herre,

var selv i Ungdomsdage

en mægtig Viking og Røver.

Rejs ud med Eders Skibe,

Papa, og hent tilbage

fra fremmede Byer og Havne

(som fordum til egen Fryd

I hented en Last af Kvinder)

hent nogle stolte Svende

med Spændkraft i Arm og Fjed.

Men taal, at — til da — jeg fornøjer

min Sjæl med en ringe Smed.

Fripostige Øgle,

som vover at skælde mig Røver.

Køb, stjæl eller røv,

men skaf mig, hvad jeg behøver.

Du havde vist aldrig en Angerstund,

den Gang du røved for egen Mund.

Men nu skal Borgfrøknen søge

sit Selskab blandt Markens Fæ,

og hvis hun vil træde Dansen,

omfavne Skovens Træ.

Du kunde ved Hove fundet

en Ridder med Tugt og Takt.

De Herrer ved Hove, min Fader,

de har min fulde Foragt.

Før kysser jeg Oxemulen

og kryster de stumme Skove

Nu er det hele sagt.

Jeg hader de Adelsherrer

ved Hove, med Fjær og med Slire,

nogle er skabt til at sire,

de bedste var skabt til at svire.

Jeg beder mig skaanet for dem;

men hvad mit Hjærte behøver,

det er en ordenlig Røver.

Jeg stopper en Knevl i din Mund,

som tæmmer din Trods og din Tunge.

I er en Ravn, Hr. Fader,

og jeg er Ravnens Unge.

Og jeg skulde danse for Altret

nu med den rige Tor,

der dimled af Drik i Fjor?

... dække min Faders Forskrivning

til Marsken og rede hans Gæld,

skaffe en Guldklump til Ravnen

og selv i Bjørnefavnen

lade mig ærgre ihjæl?

Det siger jeg, Hr. Fader,

betal selv Eders Gæld!

Den tvinges med Baand og med Svøber,

som ikke vil lytte til Ord.

Paa Timen nu skikker jeg Løber

med Bud til den rige Tor,

at du vil holde Bryllup

og dele hans Seng og Bord.

Saa hør et andet Ord

og skik det med samme Løber,

at førend den rige Tor

skal blive min heldige Køber,

skal denne sorte Smed,

endskønt af trælbaaren Æt,

blive til Borg-Jomfruens

natlige Leje stedt.

Man kan ej danse med Træ

man kan ikke tale med Fæ.

Jeg red mig ned til Smedjen,

som ligger i Lundens Læ.

Min Hest havde tabt sin Sko,

jeg raabte paa Smeden og lo:

Kom ud, du Svend med dit Skødeskind,

her staar en Jomfru saa fro.

Jeg tren i det sorte Rum,

hvor Gløderne blusser saa røde,

og fryded mit Sind ved det Møde,

imens jeg lod Hesten sko.

Jeg hørte det Gny og Bulder,

jeg saa paa hans Arm og Skulder ...

Siden red jeg i Klæder hvide

og drømte op under den Lind

(alle mine Tanker de blev saa blide)

om Smedens sorte Skødeskind.

Jeg lader dig laase inde.

Og jeg vil kalde paa Smeden,

han skal i Børgfrøknens Hjærte

en Dør vidt aaben finde.

Du sorte Smedesvend,

hør, hvad den naadige Frøken

i sine hvide Klæder

dig allernaadigst befaler.

Jeg elsker din Styrke, Bonde!

Giv Kælenavn mig!

Læg bort din Hammer,

kom hid og favn mig!

Kom, kryst mig, Smed!

Du staar og nøler.

Ja du er sodet, jeg er hvid.

Du dumme Smedesvend, kom hid.

Du er en Nar, Smed.

Med dine Arme

og dine stærke Hammerslag

har du forhekset mig.

Se, jeg er svag!

Jeg søger ved din Esse Varme...

Ja, jeg er hvid, og du er sort...

Jeg elsker dig, fordi du er saa sort.

Et Favntag, Bonde, Daare, Nar!

Du skal endnu i Dag beværtes

med alt det bedste, Borgen har,

og jeg forlanger kun at sværtes.

Betragt mig som en anden Pige,

og gør mig sort, saa er vi lige.

Det duer ikke, tag igen

din Hammer og dit Smedetøj,

som jeg har set dig rank og høj.

Du er mit Hjærtes rette Smed,

hug Muren ned!

Ja det er ret.

Ja kan du saadan svinge

en Hammer mod den døde Mur,

saa kan du, Smed, vel ogsaa tvinge

en stridig Frøkens fjendske Lyst

med Magt til Hvile ved dit Bryst?

Slaa til i alle Helgens Navn!

Saa læg dit Værktøj, kom og favn!

Det er gudsjammerligt.

Her tag din Løn, Smed!

kan du ej kryste mig,

naar jeg er skøn, Smed!

Nu tror jeg, den naadig Frøken

kan spare sig alle Kneb.

Kom, knyt om hendes Haandled

et Par forsvarlige Reb!

Nu ægter du Bjørnen ... hvad eller ...

Min Fader, gaa Jeres Vej.

Kast Smeden i Borgens Kælder,

den Smed, som ej favnede mig.

Han er en Praler Hans Øjne løj.

Naa bind ham, Karle og spar os for Støj!

Smid ham i Kælderen!

— fordi han løj.

Læg ham i Bolt og Jærn, fordi han løj!