Det bliver mørkt, og Regnen
som tusind Kærtegn, vilter, lun,
tæt over Byen og Egnen
drysser sine Draabedun.
Og mer det aftnes, falde
Draaberne tungt i Gadens Vand.
Alle smaa Byer og Gader om Land,
nu regner det over dem alle.
Og vist i mangen Gade
for aabne Vindver staar et Hus
og lytter med mørk Facade
til Vandets Klunk og Regnfalds-Brus.
Og ene, som jeg, i Karmen
der hviler vel en og ler som jeg
ad de tusinde Draabers forviltrede Leg —
med bankende Ungdom bag Barmen.
Jeg ved et Sted langt borte:
der bor den Yngling, som kaldte mig sin.
Var Lykkens Timer kun korte,
vor Elskov var hed og var fin.
Vi boede i Sorgen, som under en Klippe,
og Dagene traf os i Regnfalds-Humør.
Men fandt jeg ham i Nat ved min Dør,
jeg skulde ham aldrig slippe.
Da drog jeg ham til mig og vilde binde
en Nat af Ømhed omkring ham tæt:
den gode! kyssende bort hvert Minde,
at for hinanden vi to har grædt.
Verden har alle Slags Nykker i Panden,
men Tiden er ude, før nogen ved.
Og de, som én Gang har funden hinanden,
bør holde tilsammen og have Fred.