Det var det Aar, som Slottet om Høsten var brændt
og vort Senat til Pulterkamret flyttet,
hvor det fik staa — som mangt, der har bedre Dage kendt:
bestandig spurgt, bestandig ubenyttet!
Et Jubelaar, da Piger og Slotte kom i Ild;
thi Verden blev saa solskinsløs og sober;
da kort sagt Dyd og Love var ude af Spil,
men Haverne saa grønne i Oktober.
Og mangen solklar Høstdag man drømte ved en Bog
for aabne Vindver, hvor en Kvindes Kammer
laa kækt og ungt ud over en Vildvin-ranket Krog
med Græs og frodigt Løv og sorte Stammer.
Aa Efteraar, naar Storstaden bruser os imod
hver Dag med nye Fejder i Avisen,
hver Aften klædt i Snørliv med jomfruspændig Fod,
der træder frank og fejende paa Flisen!
Aftner med Regn og Maane, Dage i Ørsteds Park
med Skæmt og Kys bag brune Bronceformer,
hvor i det spæde Løvspring man drømmer ved Jeanne d’Arc
men ved Silén, naar Efteraaret stormer.
De raske Stævnemøder, og al den lyst og Nød
af kloge, sarte Børn med blonde Manker!
og sydlandsk-fine Døtre som Mina, kæk og sød,
dem man gaar til at kysse som i Tanker —