Den Flok af modne Kvinder, som med en fyrig Vin
gad læske de lidt sprukne Læderflasker,
som i den grønne Livskraft vil djærvt fornye sin
og helst har friske Fisk i sine Masker,
saa frit i Simons Øjne, da han var tyve Aar,
strøg nær forbi ham i Teatergange
og dømte af hans Tavshed, hans blonde Smil og Haar
ham som en Jomfru uberørt og bange.
De spinkle unge Piger, de har en Røst saa blød,
saa øm en Hast, hvor to og to de sværmer.
Men bedst om Simons Ømhed, hans Ungdom hvid og rød,
var trøstet i en kyndig Frues Ærmer.
Thi mange Kyllingsorger, før Læberne fik Dun,
gav Mina ham, et Pigebarn paa atten,
saa blød og skær og buttet og Spanjerinde-brun
og med en Syndelyst saa sort som Natten.