Af Garderobe har hun ikke mer paa,
end Hudens Hvide taaler i et rødt
Livstykke af Flanel. Et Genskin, blødt,
Af hendes sorte Øjne sværter alt, hun ser paa.
Hvert hendes Bryst har en saa opret Stilling
som for at maales med sin Søster-Tvilling
og dog et Fald, saa Skymulm mig ommørkner
og nærved Kana’ns Land forgaar min Sjæl i Ørkner.
Al Ting er fast. Men samle til et Hele
de mange kære, kendte Enkeltdele,
det er til sidst en meningsløs Bestilling.
Thi nøgen i en Haarvækst — mørk og svær —
var denne Skabning vel en Trone værd
og anslaar kun sig selv til nogle Skilling.