Paa dig, min Elskede fra hine Dage,
da mine Sejl var fyldt med bedre Vind,
jeg tænker, mens i Mulm jeg ruller ind
iblandt Paris’ oktobervaade Tage.
O du Retfærdighed og Helligdom,
min Elskede, der var saa dansk som dygtig,
dit Minde møder mig paa ny i Rom,
naar jeg for anden Gang gør mig landflygtig.
Dog undes der en Gang mit Hjærte Fred,
naar ingen Dag min Trodsighed belyser,
naar jeg er død og paa mit rette Sted.
Da har jeg sunget dig i Himlen ind;
dér tænker du paa mig med lettet Sind,
som Gudskelov er dér, hvor ingen fryser.