I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg set Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla.
Hun var mere sort end sin Skygge.
Hendes Lokker var sorte,
hendes Ansigt var graat.
Hendes Hjærte var et gammelt Træ
paa mere ondt end godt.
Og dog med Lastens mørke
forvitrende Skrift
det var, som hun talte
til min helligste Drift.
Hun talte til en Sødme,
hun havde selv forraadt —
(der var en dunkel Rødme
paa begge Kinder saa’t).
Hun lyste: som af Solglans
en sprukken Kongemur.
Der fandtes Ørnereder
i den gamle Kongemur.