Jeg var en bange Hyrde, beundret af Doris,
Bjærgpigen, I ved.
Jeg aned endnu knapt, hvad hun hed,
men jeg blev elsket af Doris.
Jeg mødte hende i Byen
en Aften, jeg kom fra en Fest;
jeg saa’ i den natlige Blæst
Doris, der selv var beundret
af Thorbjørn, som læste til Præst.
I véd hendes brune og svære
Flætning, som vuggende hænger
til Hoften og længer!
Et Bjærgpige-Hjærte hun gemmer
vel værd at begære.
Men det er ikke nok,
at Bejleren læser til Præst;
skønnere Ting skal han vide,
som huer en Bjærgpige bedst!
Jeg selv var glædes-smykket.
Jeg elsked og lønlig led,
tilbad den grumme Ellidas
iskolde Dejlighed.
Jeg kom fra en lykkelig Fest,
hvor selv jeg var lidet beundret.
Et Purpurglimt af min Silkehose
frem under Kappen gled.
Saa ved jeg ikke hvad;
om det var min Stemme, hun kendte!
Bjærgpigen standsede glad ...
Og Doris, som ogsaa led,
fordi hun haded sin Præst,
hun blussede rød og hed.
Jeg saa’, jeg var elsket af Doris.
Men vil I nu vide Besked:
der hændte mig et Under,
hvorover jeg ofte grunder,
og havde jeg vidst det i Tide,
jeg havde vel næppe haft Mod
at røve den Bjærgpiges Fred.
For uhørt, maa I vide,
var Bjærgpigens Artighed.
Da Doris saa’ mine festlige Sko
og gav bag Kappen paa Fløjlet Agt
med Øjne store af Bjærgboens Tro,
da var det, hun drog mig med sagte Magt,
da bad hun at se mig i al min Pragt,
før i Bjærgene hun gik til Ro.
Jeg fulgte hende med tyste Fjed
langt udenfor Byen til Stedet,
hvor Bjærgpigen bor. Jeg glæded
et ydmygt Hjærte derved.
Og da jeg var smykket til Bejlerfærd
for én, som ikke var Pynten værd,
jeg skænked mine Perler til Doris.
Men hører nu ogsaa det artige med
om Kvinden fra Fjældet, det grove!
Hører det, Bjærge og Skove!
Hør det ogsaa, du tavse Gud,
som vogter de uskrevne Love!
Den faamælte Doris, der skyed sin Præst,
bød mig, der var klædt som en Brudgom, til Gæst.
Hun bad end ej om Betænkningsstund,
da den, hun beundrede, tog hendes Mund
i den friske, kolde Alkove.
Og Bjærgpigen Doris var Jomfru.
Min skønne Førstefødsels-Ret
fandt jeg ved Bjærgpigens Hjærte tæt —
om kyssed Naturens Guddom min Mund
og fremdrog fra sine Skabes Bund
en Æresgave, et nyt Klenod:
»Du pryded mit Taffel, jeg takker dig, Gæst.
Det bedste til den, som jeg lider bedst!
Forsmaar dig nu nogen, da vær ved Mod,
se, Vejen til Bjærgpigens Kammer
er ikke Lærdom, men Flammer,
den gridske Bejler skal intet naa,
men den, som har Bryllupsklædningen paa.«