Aa, Søster, du forstod, da jeg var Dreng,
forrædersk blidt og dog saa klog og streng
at tale min Vredagtighed til Rette,
min Sorg og Ve blot med et Blik at slette.
Da jeg blev større og det faldt mig ind,
jeg vilde mig en Trøst og Lykke finde
skabt i dit Billed og af samme Sind,
da blev du hendes ømmeste Veninde.
Men i mit Liv gik mange Ting til agter,
jeg søgte mig med »Manddomstrods« at væbne,
og jeg blev uens med de stille Magter.
Jeg sidder i det fremmede Paris
og tømmer denne dunkle Vin til Pris
for dine dunkle Øjnes Indskrift: Skæbne.