88. Vinteren
Melodie: Es hat die Schopherinn der Liebe
Melodie: Es hat die Schopherinn der Liebe
Skal ene Flora og Pomone
med Palmekrandsen smykket staae
og er det sagt, at Glædens Tone
til Vintrens Lov ei lyde maa?
Godt Vintrens Dage jeg kan lide;
de ved Musik og Dands henglide;
Concerter, Bal og Maskerade
i dem os giøre himmelglade!
Ja, jeg selv synger Sneens Priis:
den skaffer mig om Somren Iis!
Jeg, apropos om Snee! erindrer
saamangen herlig Kanetour,
hvorved man Somrens Savn sig lindrer,
og flyer ud i den fri Natur;
man kiører over frosne Bække;
og under varme Tigerdække
man trykker ømt sin Piges Hænder;
og Midt i Kulden Hiertet brænder;
o, det er kongelig Plaseer!
hvad kan vel Somren Have meer?
I Vintren Kunstens Blomst oplives;
da Musens Tempel aabent staaer;
vor Siel ved Dyd og Mod henrives,
og høiere vort Hierte slaaer!
vi nære Borgertroskabs Lue;
ei blot til Lyst vi Holberg skue!
en Krands til Sangens Gud vi biude;
og elske ømt den Dandserinde,
der kan, liig Giulietta-Schall,
udbrede Hæder om sit Kald!
I Vintren Juletiden falder,
og denne, just for Mons er Mad!
man mindes Christi Barndomsalder,
og er som Barnet fro og glad;
man leger og man giver Panter;
der vanke Kys fra alle Kanter;
man Tvangens Tommeskruer glemmer;
og høit fremjuble alle Stemmer:
Hil hver en festlig Vinterdag,
tilbragt i trofast Vennelag!