N.T. Bruun (1778–1823)

Naar jeg vaagner af min blide Ro

til den glade, soeloplyste Morgen,

jeg paa Blomsten skuer Duggen fro,

seer Naturens Liv, og glemmer Sorgen,

Naar min Middag venlig straaler frem,

Dagens Konge i sin Glands jeg priser;

og mig fryder, naar jeg i mit Hiem

Armod med mit Overflod bespiser.

Aftenrøden vinder mig til Fryd;

om min Piges Barm jeg Armen slynger;

med en Ven, ved Glassets Høitiidslyd,

Elskovs Held og Rankens Lov jeg synger.

Og naar Natten breder ud sin Flig

og mit glade Leie overskygger,

jeg indslumrer sødt og lykkelig;

Dagens Iid min Hvilestund betrygger.

Held enhver, som kan i Nattens Stund

fro erindre Morgen, Middag, Aften!

dobbelt nyder han hvert Glædesblund;

dobbelt sød ham smager Druesaften.