41. Endskiøndt vor Jord ret vakker er
Melodie af Adolph og Clara: Jeg sætte, vil et Ansigt op
Melodie af Adolph og Clara: Jeg sætte, vil et Ansigt op
Endskiøndt vor Jord ret vakker er
og vort Liv en ret moersom Vandring,
jeg finder dog, at hist og her
meget behøver en Forandring;
hvis derfor i Gudfaders Sted,
da den blev til jeg havde været,
en større Slump Lyksalighed
jeg havde Støvets Børn foræret.
Den fæle Krig fik Løbepas,
samme Vei flux jeg viisde Pesten;
ved den faae Folk paa Livet Has,
før de kan glæde sig og Næsten.
Jeg evig Ungdom blomstre lod
paa hver en deilig Piges Kinder;
og Konerne, hver from og god,
bestandig bleve Elskerinder.
Hver troløs Ven til Straf og Skam
Cains Tegn gav jeg midt i Panden;
naar først derpaa man kiendte Ham,
narred han dog ei nogen anden.
Den nu saa slappe Ægtepagt
lidt fastere jeg vilde binde;
det Ja, som var med Andagt sagt,
dybt skulde staae i helligt Minde!
Kornpugeren, høi eller lav,
flux til Galgen jeg lod henflæbe,
en Strikke ham om Halsen gav,
hindred ham fleer ved Sult at dræbe.
Hver Vexelhøker, tydsk og dansk,
Tyrk, Hedning, Christen eller Jøde,
jeg stantepede paa sin Fransk
lod under Guillotinen bløde!
Ei Vinterstorm jeg brage lod;
ingen Nat skulde dække Jorden;
huldtblomstrende hver plante stod;
Sydhimlen spredte sig til Norden,
Men fremfor alting intet Band
Paa Havets Bund jeg vilde taale:
af Brønde Vinen pumped man,
hver Kilde gav en Druestraale.