Jeg fremtræder her med en Samling nye og forhen utrykte Drikkeviser, uden derfor at være ubeskeden nok til at ville kappes med en Zetlitz, Troyel eller Vibe, og end mindre med en Rahbek, som i dette Fag er Danmarks uopnaaede Digter; han tier; Baggesen sang sielden før til Evans Priis, nu aldrig; Thaarup og Pram end mindre; Øhlenschlæger, hvis skiønne ”O Bacchus! rul til Jorden paa Din Tønde” og flere lignende have viist, at Anacreons Vedbende-Krands kunde klæde ham saa vel, følger sin mægtige Digteraands høiere Flugt, og foretrækker Shakespeares Dolk for Munterhedens Bæger; Guldberg er alt for skiønt Davids Tolk til længer at være den spøgende Glædes. Disses Taushed giorde mig dristig, og jeg sagde stundum, at lade de muntre Billeder vække den Glæde i min Siel, som ikke er dens eiendommelige Kiendemærke; undertiden lykkedes det; maatte mine Viser have samme Virkning hos Andre! — Smukke Melodier, hvortil de fleste ere skrevne, ville maaskee stundum erstatte hvad, Texten mangler.
Til den gode Smags Fremme er den Periode forbi, da visse Digtere troede selv, og undertiden fik Andre til at troe med, at de havde skrevet en Drikkevise, naar de gave os en tynd Vandsuppe, lavet paa en Dosis Taarer og et Knippe Roser. Disses Maneer har jeg især stræbt at undgaae. Hvor jeg mistvivlede om, at kunne ligne vore ovennævnte sande nationale Vise-Digtere, har jeg fulgt samme Vei som Frankriges Collé, Pannard og Desaugiers, der paa en skæmtsom Maade fra et, efter Anseende, heel forskielligt Æmne, til Slutning gaaer over til deres Visers Formaal: Ranker og Druer.
Saavel for min brave Forlæggers som min egen Skyld giør jeg til Slutning et Ønske, som, hvis Retten ikke engang vil hævde os stakkels Forfattere vor Eiendom, ventelig bliver af de uopfyldte, dette nemlig: at visse kiøbenhavnsse Boghøkere eller Bogjøder — som jeg, hvis ikke enhver allerede pegede Fingre ad dem, kunde nævne! — i det mindste vilde lade nogle Aar gaae, inden de stiele og i deres saakaldte ”nye Visesamlinger, etc.” der egentlig burde hedde ”Magazin af litteraire Tyvekoster,” eftertrykke disse Bagateller; dog, hvo kan vel harmes over Styverfængeren, naar man seer Mænd, som ellers kunde giøre Fordring paa Agtelse, i Spidsen for disse at nedlade sig til, uden Forfatternes Minde og vrimlende af Trykfeil, at eftertrykke Viser og Sange, der nu engang ansees som Priisgods eller vilde Bær paa Marken.
December 1813.
N. T. Bruun.