Jeg reiste saa vide omkring paa vor Klode,
og allesteds hylded’ Man Druernes Saft;
den muntrer den Kjække, den glæder den Gode,
hos Oldingen vækker den Ungdommens Kraft.
Den yndige Pige saa smaat til den nipper:
Champagnen gi’r Øiet en klarere Ild;
naar, tryllende Haab! for den Arme du glipper,
i Druernes Perler gjenstraaler du mild.
At kysse og elske, at klinke og drikke,
er Skabningens Mode fra Syd og til Nord;
og ei vil jeg nægte, blandt Menneskens Skikke
er ingen, som mere forskjønner vor Jord.
Godmodighed holder os Glasset for Munden,
Velvillighed hæver det svulmende Bryst;
og naar vi har klinket og drukket til Bunden,
saa svømmer vort Hjerte i Venskab og Lyst.
Som Brødre vi elske saa kjerligt hver Broder,
vi ære det hulde blufærdige Kjøn;
den, som ved en Skaal ihukommer sin Moder,
er stolt af sit Navn, som taknemmelig Søn.
Fraværende Ven vi ved Glasset erindre:
hans Billede staaer malet paa Bægerets Rand.
Hver Fryd vorder større, hver Kummer bli’r mindre.
Vi klinke for Konge og Fædreneland!