Hver Mand, som er værdig at hedde Soldat,
til Kamp og til Elskov er stedse parat.
Snart tager han Pigen, snart Flasken i Favn:
thi Druen ham trøster ved Kjerligheds Savn!
Dog naar ret Verden skal være ham tilpas,
maae yndige Piger kredentse hans Glas;
og medens da Hjertet holder Huus,
gi’er Bacchus sin trofaste Dyrker en Ruus!
Da hvirvler vor Latter, da toner vor Sang
ved Skingrende Cimbler og Glassenes Klang,
da Hæderen straaler med funklende Glands,
og Seieren rækker Soldaten sin Krands,
hver Kriger i Kredsen sin Pigelil har,
som glatter hans Pande, og kysser hans Ar!
Hun nipper til Kanten af skummende Pokal,
og venlig hun leer ad sin Helts Perial.
Men bort med den Ruus, som gjør Godtfolk til Sviin,
det er at misbruge den herlige Viin.
Ei Gratierne nødes til Laget at skye,
med dem alle Glæder fra Jorderig flye.
Liig Morgenens Taage, et blændende Flor,
forskjønnende Alt, om vort Øie sig snoer;
hver Sorg bliver Fryd, Mørket selv vorder Lys
ved Druernes Nectar og Pigernes Kys!