Vee den mørke Viismand, der vil ile
Folkeky til vilde Ørkner hen,
Drikke Vand, paa nøgne Klipper hvile,
Elske hverken Pige eller Ven.
Medynkstaarer ei hans Kinder væde,
Brødreheld hans Barm ei gløder ved.
Fra Naturens blide Ømhedskiæde
Han med daarlig Hovmod løs sig sleed.
Hvorfor da Naturens Bud forkrænke?
Hvorfor spotte Hiertets ømme Krav?
Himlen gav os Hierne, for at tænke:
For at føle, den os Hiertet gav.
Følsomhedens Blomstersnarer vinde
Sig omkring vor Fod, hvor vi end gaae.
Søge maa vi, søge, til vi finde
Dem, som kan vort Hiertes Sprog forstaae.
O! naar vi da fandt dem, hvorfor lyde
Kolde, stive Viisdoms Tyrannie?
Er vor Fryd en Drøm, saa lad os nyde
Denne Drøm, i det den fly’r forbi!
Ja! hvis denne Jord er Qvalers Bolig,
Da har Mennesker den giort dertil.
Broderkiærlighed saa varm, saa trolig
Snart den til et Eden danne vil.
Lad os Kys paa Rosenlæbe trykke,
Række Brødre trofast Vennehaand!
Dyden selv, i Huldgudindes Smykke,
Lede Jordens Børn i Blomsterbaand!
Jeg om Minna fyrig Arm vil slynge,
Valtse med i Brødres muntre Dands,
Ømheds, Fryds og Uskylds Viser synge
Vinde Smiil, om ingen Laurberkrands.
Men naar Følsomhed og Glæde fly’de,
Skrækked’ bort af Udyd, Vold og Krig,
Gierne jeg til vilde Ørkner ty’de,
Naar kun Venskab, Elskov fulgte mig.
Fro jeg vil til hede Sandørk ile,
Fro til evigfrosne Bølger hen,
Drikke Vand, paa nøgne Klipper hvile,
Har jeg kun en Pige og en Ven.
M. C. Bruun.
