Svanelilden Ballade,min elskede Fætter, Otto Horrebow, tilegnet.On s’oublie un moment, l’on est perdu.J. J. Rousseau. En døende Moder paa Sotteseng laae;Alvilde, saa kaldtes den Gieve;Med Himlen i Hiertet, med Tindingen graa,Hun skiøtted’ kun lidet at leve;Dog giorde der hende i Sielen saa Vee,Den jamrende Dotter ved Leiet at see. ”Hør, Svanelild, græd ei! Der lever en Gud!”Hør, Svanelild, græd ei saa saare!”Frygt Herren, betragt, som en Faders, hans Bud,”Og han vil aftørre din Taare!”O! stil den! Den martrer min flygtende Siel:”Frygt Herren, saa giør han vist alle Ting vel.” — ”Ak, Moder! min Graad er saa heed og saa tung:”Hvor kan jeg, hvor kan jeg den stille?”Du døer fra din Dotter! Ak! jeg er saa ung:”O! lad mine Taarer kun trille!”Hvo leder, hvo styrer nu Svanelilds Fod?”Hvo bliver min Engel, som Moderen god?” — ”Frygt Herren! fortroe ham din Vee og dit Vel!”Til ham al Fortrøstning du fæste!”Troe Mennesker ei, naar de lede din Siel”Til Himmel og Dyd at forgiette!”Vogt nøie din Ære! o! sværg ved din Tro,”Du den vil bevogte, saa døer jeg med Ro.” Nu knæled’ den Dotter, og hulkende svor:”Ved Jesu livsalige Lære!”Jeg giver min døende Moder mit Ord:”At jeg vil bevogte min Ære.”Ei feilende Mennesker, Gud vil jeg troe,”At jeg og kan lukke mit Øie med Ro.” Nu Svanelild op til den Døende saae:Med foldede Hænder hun smiled’.Alt Øinene bruste, alt blegnet hun laae,Alt Sielen til Himmelen iled’.Til Hvilen i Jorden man Legemet gav,Og planted’ et Kors paa den smykkede Grav. Skiøn Svanelild sørger i Uger og Aar;Skiøn Svanelild sørger saa saare.Hver Morgen, hver Aften til Graven hun gaaer,Og ofrer en hædrende Taare;Hver Morgen, hver Aften hun mindes det Ord,Hun knælende fordum den Salige svor. Den Gravgang blev Vane, den Vane saa sød;End da hun fik stillet sin Smerte;Med Rolighed kom hun, og gik hun, og nødPaa Graven en Fest for sit Hierte.Der ofte hun Sang om Uskyldighed qvad,Og hiemgik saa lettet, saa styrket, saa glad. En Maaneskins-Aften en Vandringsmand kom,En Ridder saa prægtig at skue;Han hører den Qvæden, han seer sig rundt om,Den Kirkegaard ei lod ham grue;Da seer han, at lænet til Gravkorset laaeDen væneste Mø, hans Begierlighed saae. Guldskinnende Lokker i Bølgeflag hangOm Møens det hvælvede Hvide;Det vexelviis faldt eller steeg, mens hun sang,Flux derpaa hans Øine nedglide,Ham bortjog ei Blyheds elskværdige GlandsI Svanelilds Blik, der nu rørte ved hans. Op fløi hun, som Duen der øiner med Gru,En glubende Rovfugl at jage:Med Blidhed paa Læben, med Tredskhed i HuHoldt Ridderen Pigen tilbage.”Hvi flyer du? Siig, Favre, hvi dvæled’ du her?”Hvi frygter du Fare? Jeg fredelig er.” — ”Slip, Fremmede, slip mig! Jeg bliver her ei!”Slip, slip mig! Min Moder jeg tabte;”Hid skunder hver Morgen, hver Aften min Vei:”Her slumrer det Bedste, jeg tabte.”Her ham jeg paakalder, som veed mit Forliis,”Og qvæder en Sang til Uskyldigheds Priis.” — ”Gak, Ædle! Jeg ærer din Gudsfrygt og Dyd.”Jeg hørte din himmelske Stemme:”Hid iled’ mit Hierte — til Englenes Fryd,”Jeg aldrig dit Møde skal glemme:”Jeg tit skal umærket bespide dit Fied,”Og høre din Røst, og opbygges derved.” Alt mindre forskrækket nu Svanelild gik,Og vredtes ei over den Tale:Alt forskende toved’ paa Manden et Blik,Dog lod hun ei Gangen forhale.Snart var hun i Huset, af Skrækken lidt mat,Men sov ei før Stiernerne blegned’ den Nat. Mod Morgen hun drømte om Moder og Eed,Om Ridderens Anstand og Mine;Hun vaagned’ med bankende Hierte; det leedAlt Elskovens elskede Pine.Dog, snart hendes Ungdom slog Grillerne hen,Og Uger forgik, før den Mand kom igien. En Aften paa Graven hun satte sig ned,Og tænkte sin Moder tilstede:Paa Læben var Vellyd, i Hiertet var Fred,Af Øiet fremperlede Glæde.En Krands af Cypresser om Korset hun hang,Og kyssede Korset med Andagt, og sang: ”Sødt hvile din Aske! Din Siel er hos Gud:”O Moder! min Engel du være!”Du see mig at lyde den Høiestes Bud!”Du see mig at vogte min Ære!”Sødt hvile din Aske! Din Siel var saa skiøn;”Den lærte mig Dyden: nu har den sin Løn.” ”Du lærte mig, Jorden er yndig og god;”At Uskyld allene kan fryde;”At fyrigt og farligt er Ungdommens Blod;”At varsomt vi Glæden maa nyde.”Sødt hvile din Aske! Din Siel var saa skiøn;”Den lærte mig Dyden: nu har den sin Løn.” ”O! beed til den Fader, du skuer saa nær,”Jeg din og hans Dotter maa blive!”Dig, Herren og Dyden og Himmelen kiær,”Min Siel i hans Hænder jeg give!”Sødt hvile din Aske! Din Siel var saa skiøn”Den lærte mig Dyden: nu har den sin Løn.” ”Saa vandre jeg roligt i Kummer og Fryd,”I Veestand og Velstand den Samme!”Saa briste mit Hierte med plettefri Dyd,”Min Aand da Gud Fader annamme!”Sødt hvile din Aske! Din Siel var saa skiøn;”Den lærte mig Dyden: nu har den sin Løn.” Den prægtige Ridder sad længe paa Luur;Sig Svanelild reiser saa fage;Hun hører langt henne ved Kirkegaards MuurMed Andagt en Stemme gientage:”Saa vandre jeg roligt i Kummer og Fryd!”Saa briste mit Hierte med plettefri Dyd!” Hun studser; hun snart giennem Skumringen seerSaa mandigt den Ridder fremtræde;Han knæler ærbødigt ved Moderens Leer,Og yndigt hun hører ham qvæde:”Sødt hvile din Aske! Din Siel var saa skiøn;”Du dannede Dyden: nyd salig din Løn!” Alt slog for den Ridder den ønskede Stund;Alt greb han om Haanden den Svage:Han trykked’ den ømt til sin brændende Mund:Ei Svanelild trak den tilbage.Han drog hende ned i Forvirring saa sød,Ak! roligt hun dvæled’ paa Ridderens Skiød. Om Dyd og om Uskyld klang alle hans Ord:Uskyldigheds Grav var hans Hierte;Og Kiærligheds Gysner i Svanelild foer,Men ikke forstod hun sin Smerte.Hun gik, men lod Ridderen følge sig hiem; —Først gryende Dagning adskillede dem. Ei kom hun om Morgen, om Aften ei meerMed duftende Krandse fra Haven;Ei kyssed’ hun Korset paa Moderens Leer:Med Gruelse saae hun til Graven.Mørkt blev hendes Øie, den Kind blev saa bleg,Og Rolighed fra hendes Inderste veeg. Den Ridder kom aldrig, ak! aldrig igien;Saa veefuld hun ønsker hans Komme:Hun vandrer saa flittigt til Ringmuren hen;Men snart al Forhaabning er omme.Det skuffede Hierte nu fyldes af Nag:Hun visner, som Løvet en Efteraars-Dag. I Løndom hun græder mens Engen er grøn;Hun græder om luende Sommer;Alt Høstvinden rasler, hun græder i Løn;Hun græder, da Vinteren kommer.Det svulmende Liv er et indpresset Saar;I Angestens Time til Graven hun gaaer. Fortvivlet hun synker i dybeste Snee,Fortvivlet hun mindes sin Moder;Hun bander sin Fødsel, sit Fald og sin Vee,Og døende vorder hun Moder.Da Sneen paa Graven om Vaaren tøer op,Man finder den Søgnes og Fostrets Krop. — Saa gyser, I Døttre! saa mindes den Eed,Som døende Moder I sværge!Saa gyser, og skuer, hvad Svanelild leed!Hun glemte, sin Uskyld at værge:For havde hun Fred med sit Hierte, med Gud:O! gyser, I Døttre, for Pligternes Brud,P. H. Haste.