Jeg kiendte ei fordum til Kierligheds Magt;
Jeg skued Naturens forenede Pragt
I Minna, og blev dog ei Kierligheds Træl.
O! da var det Nat i min døsige Siel!
Fier sagde nu Pigen: „Forsøg det kun ei
„At følge mig hist paa min eensomme Vei.“
Jeg voved det dog, og hun optog det vel.
Nu dæmrede Morgenen frem i min Siel.
Blant skyggende Hækker hun vankede nys;
Jeg mødte den Hulde; jeg røved et Kys,
Hun hang i mit Favntag, o Held mig! o Held!
Nu straaler først Dag i min vaagnede Siel.