At vandre viis og god igiennem Livet
Det er saa skiønt og fryder Mennesket,
Og Haabet, os om bedre Verden givet,
Forædler Glæden og giør Sorgen let.
Jeg tager op den mindste Blomst, jeg finder,
Er froe og glad, naar Alting om mig leer;
Og veed at trøste mig, naar Glæden svinder;
O! Hiertet har, hvad Øiet ikke seer —
Taus seer jeg om til de henrundne Dage,
Som kom med Smil og Fryd hver Morgen frem;
Med samme Lyst jeg tænker dem tilbage,
Som trætte Vandrer seer mod ønskte Hiem.
O Venskabs Fryd — dets Løn er i det Høie —
Jeg nyder hiin, men naar jeg tænker den,
Da bliver der saa heedt omkring mit Øie;
Jeg tørrer det, og tænker den igien.
Og varig Roe er jo den Fromme loved,
Saa veed jeg, Roe og Fryd skal følge Dig —
Velsignelser skal hvile paa Dit Hoved:
Og denne skiønne Krands skal fryde mig.