Hans Gram Bechmann (1759–1836)

Bechmann, Hans Gram, 1759–1836, Præst, er født i Byrum paa Læsø (døbt 17. Jan. 1759). Faderen, Morten B., var Sognepræst; Historikeren Hans Gram havde holdt ham i Skole i Kjøbenhavn, og da han giftede sig, sagde han til ham: «Naar I nu faa flere Sønner, end I véd Navn til, saa giv en af dem mit Navn»; Moderen hed Louise Lucie f. Kirkemoe. Han dimitteredes fra Kjøbenhavns Frue Skole 1780, tog, efter i flere Aar at have været Huslærer, theologisk Embedsexamen 1793 og blev 1795 Præst i Hvirring og Hornborg i Aarhus Stift. Her døde 1809 hans første Kone, Amalie Elisabeth f. Brasch, en Datter af Renteskriver Jens Nic. B., og ved sit andet Giftermaal (1812) med Charlotte Nicoline Bjørn, f. Qvotrup (f. 1778 † 1827), Enke efter Proprietær B., blev han Ejer af Hovedgaarden Rask, hvorfor han 1811 tog sin Afsked og fik efter Ansøgning Titel af Konsistorialraad. Da de daarlige Tider gjorde ham det vanskeligt at leve af Gaarden, søgte han atter Præstekald og kaldtes 1819 til Raarup i Aarhus Stift, hvor han døde 31. Dec. 1836. Allerede medens han var i Hvirring, havde de opvakte der paa Egnen begyndt at slutte sig til ham, uagtet de ikke vare helt tilfredse med hans Prædiken. Dette blev endnu mere Tilfældet, efter at han var kommet til Raarup. Striden drejede sig især om Balles Lærebog, som de opvakte ikke vilde lade deres Børn lære, og som Følge deraf kunde de ikke blive konfirmerede. B. tog da i Vinteren 1819–20 en Del af disse Børn baade fra sit eget og Nabosognene til Konfirmation, hvilket opvakte Uvilje baade hos de andre Præster og den gejstlige Øvrighed. Men Kancelliet, der gjærne vilde have en Ende paa Stridighederne, billigede 1821 B.s Fremgangsmaade. Da Striden senere fornyedes, skaffede Biskop T. Müller 1835 B. en temmelig stræng Irettesættelse fra Kancelliet, fordi han ogsaa havde antaget Konfirmanter fra Sogne, der laa i Ribe Stift, og Biskoppen paastod, at de Børn, han konfirmerede, ikke i mindste Maade læste Balles Lærebog. — B. var ingenlunde enig med de saakaldte Sværmere eller stærke Jyder; men han har vistnok haft et rigtigt Blik for, at deres Meninger ikke retfærdiggjorde den Strænghed, hvormed de bleve behandlede, og at hele Striden ved nogen Eftergivenhed fra Præsternes Side ikke vilde have faaet den Betydning, den nu fik. B. udgav 1792 et Digt, «Evigheden», i 6 Sange; det viser, at han fastholder de kristelige Forestillinger, medens han deler sin Tids Tilbøjelighed til at gjøre det konkrete abstrakt.

Erslew, Forf. Lex. L. Koch, Den danske Kirkes Hist. 1801–17 S. 283 ff. 1817–54 S. 221 f.