Ode til den franske Krigshær
Af le Sur. Frit oversat.
Af le Sur. Frit oversat.
Hør, Trommen buldrer. Kjække Franker, iiler
Til Vaabnene. Nu Farens Grund er nær.
Gaaer frem, og roligen mod Fjenden smiler.
Han være hvo han vil; vi større er’
Stolt af en Herres Tienere at være,
De iile, os at lænkebinde, frem.
Alt nok! alt nok! Hist seer jeg deres Hære.
Hvad er det vel behov, at tælle dem?
For os, for os Despoter maatte vige,
Som Nattens Blendværk flye for Solen maae.
De er’ ei meer .... men straalende fremstige
Af deres Gruus jeg dig, o Frihed, saae.
O, ingen Fred med skjændige Forræder!
Imod Tyrannerne en evig Krig!
Man skaaner Svaghed, der om Naade græder,
Og ved vor Sejr ei Uskyld jamre sig.
Hvor du et Menneske, en Broder skuer,
Der, Landsmand, ødsle du Velgjerninger.
Tænd kun Despotens gyldne Slot i Luer,
Men Fredens Oliegren mod Hytten bær!
Lad den kun Svig med Raserie forbinde;
En Træl har, som hans Konge, ingen Skam.
Vi ham i Vaabendysten overvinde;
I Ædelmod vi og besejre ham!
Ja, disse Konger, disse Slavehære
I alt, i alt vi overvinde maae.
Lad see, at naar man sværger, fri at være;
Man sværger alle Dyder evig Troe.