Til Trofasthed
Ode
Ode
Dig vi synge! Dig vi hylde!
Alle Dyders Søster, Trofasthed.
I vort Samfund tag dit Sæde!
I vort Hjerte byg din Helligdom!
Kun du forsamler alle Glæder
Omkring din Dyrkers Vei.
Hans trygge Barm indslutter Himle,
Og alle Skæbnens Pile brudte glide
Ned fra hans Marmorbryst.
Nedbruse Elve! Revne Jorden!
Optaarne Fjelde sig!
Det lyne Død fra mørke Skyer!
Det tordne Død fra skumbedækte Bølger!
Han viger ei et Trin.
Tryg paa Slanger skal han vandre;
Flammer deeles for hans Fjed.
Orfus henrykt lytter til hans Toner;
Eumeniders Taarer rinde;
Cerberus ei hyler meer.
I hans Stemme toner Livet;
I hans Blik er Almagt,
I hans Barm en Gud.
Dig vi synge, dig vi hylde,
Alle Dyders Søster, Trofasthed.
Verdner styres af din Vælde,
Skjæbnen selv bevæges ved din Røst.
Du signe os; Du fylde vore Hjerter
Med al din Guddomskraft!
Du Sjel til Søstersjel med faste Kjæder binde,
Som hærdes kun i Modgangs Ild! —
Dig følger Veemods forskjønnende Slør,
Erindring, Gudinden med smægtende Øine,
Med bankende Bryst;
Bestandig omringet af yndige Drømmes
Mildtsukkende Chor. —
Dig følger, i sin Stjernekaabe,
Med raske Trin, det stolte Haab
Den venligste blant Himlens Døttre! —
See! over Dødens tause Dale,
Udstrækker hun sin Liliestav.
Da spirer Liv af Gravens Skjød;
Af Taagers Slør, i Purpurdæmring
Udvikle Straaler sig.
I Glandsen af en himmelsk Morgen
Jeg bedre Verdner seer.
Der Aander knæler for din Throne,
O Trofasthed,
Og paa elysisk Rosenslette
Gienlyder det:
”Dig vi hylde, dig vi prise;
”Høie! Hellige! Urokkede!
”Du os gav i Pilgrimsdalen
”Taareperlende din Myrthekrands;
”Du i Glædens Hjem os rækker
”Stjerneglimrende din Palmekrands.„