Oversættelse
af
af
Petrarchas: Chiare, freshe e dolci acque
Petrarchas: Chiare, freshe e dolci acque
Klare, kjølige, liflige Kilde,
Ved hvis Bred hun hvilte sig.
Hun, for hvem jeg Døden lide vilde,
Hun, som eene, eene behersker mig!
Du Træe, mod hvilket hun sin spæde Side lænte!
Lyksalige Blomster, som døde med Lyst,
Da hende til Throne I tjente!
Hellige Luft, som hendes Barm har kyst,
Du, som aander Elskov i mit Bryst!
For sidste Gang modtager
Mine matte Suk, mine døende Klager.
Mon da Himlen mig udkaarer
Til et Maal for endløs Jammer?
Skal da Kjerlighed i Taarer
Slukke disse Øjnes Flammer?
O, saa vorde mig forundet
Denne eene Naade, at jeg maa,
Naar i Dødens kolde Favn jeg er henblundet,
Her min sidste Hvile faae!
Paa intet Sted min matte Krop skal hvile
Saa sødt, saa vel.
Til ingen Gravhøj skal min støvfri Siel
Fra Himmelen saa frydfuldt smile.
O søde Haab! Et Morgenlys du spreder
Paa Dødens natomspændte Baner hen.
Maaskee hun eengang mindre grusom træder
Til dette mindefulde Sted igien.
Maaskee med ømme Blik hun efter mig vil søge
Her, hvor vi førstegang hinanden saae.
O, længe hendes Blik omsonst vil søge!
Min Gravsteen det tilsidst skal hvile paa.
Da skal paa Rosenkind en Taare bæve, —
Tungt fra urolig Barm et Suk sig hæve;
Og med et Blik, hvor Veemod tolker sig,
Og tørrende med Sløret vaade Øie,
Hun over Graven skal sig langsom bøje
Og stamme disse Ord: Du elske mig!
Fred, Himlens Fred med dig.
Erindring, smertelig og sød!
Her sad hun! Friske Blomster dryssed’
Fra mildtbevægte Green paa hendes Skjød!
Eet i sin Flygt de hulde Læber kyssed’;
De brune Lokker hang et andet ved.
Hiint ved den Skjønnes Fødder henrykt hviilte,
Og dette hen paa muntre Bølger iilte.
Det lykkeligste sank paa Svanebarmen ned,
Og sagde stolt: Her throner Kjerlighed.
Søde Øjeblik!
Glimt af Himlen, der saa snart forgik!
Aldrig, aldrig jeg dig forgjetter!
Aldrig, aldrig du kommer igjen!
Til hvilke Elysiske Sletter,
Til hvilke Himle hvirvledes jeg hen?
Hvor kom jeg hid? — Paa Jorden er jeg ikke! —
Mig smiled’ en Gudinde’ til.
Jeg drak Udød’lighed af hendes Blikke.
I mine Aarer strømmer Guddoms-Ild —
Ak, hvad er alle Jordens Glæder
For den, der smagte Himlens Saligheder?
O, fra den Dag paa intet andet Sted
Mit Hierte finder Fred.