Malthe Conrad Bruun (1775–1826)

Hun bruger hver en Konst, som vittig Skjønhed ejer,

At lokke fleer og fleer i Garnet hen.

Ei seer hun eens til alle, ei til een;

Hun efter Tiden klog sit Ansigts Træk afvejer.

Nu hviler Blikket kydsk, nu, graadigt efter Sejer,

I Kredsen rundt det flagrer om igjen.

Hiin sporer Svøben an, men denne Tømmen kuer;

Alt som hun langsom eller rask ham skuer.

Naar een hun seer, der Hjertet drage vil

Fra hendes Elskov og ved Mistroe Lysten tvinge;

Strax aabner hun mod ham et kjærligt Smil;

Om ham sig milde Blik i søde Kredse svinge.

Saa veed hun bange Ønsker at bevinge,

Og Haabets spæde Gnist at lægge Tønder til.

Snart gjennem skuffet Bryst sig spreder Længselflammen,

Og smelter bort den IiS, som Frygten drog tilsammen.

Men hiin, der, ledet af en blind Forvovenhed,

For hurtig farer frem, hun koldt tilbageskrækker:

Kun sjeldne Smiil til ham hun sender ned

Og i hans Hjerte Angst og Ærefrygt opvækker.

Dog midt af Vredens Skye, som hendes Aasyn dækker

Fremlyse Glimt af huld Medlidenhed.

Saa at han skjelver vel, men ei fortviler,

Og brænder meer, jo koldere hun fra ham iiler.

Hun træder stundom til en Side hen

For Mine, Blik og Lader at forstille,

Som om hun sørgede; Nu frem i Øjet spille

Hun byder Taarerne, nu standser dem igjen.

Men lokkede derved i hendes Snarer hilde

Sig tusindviis de uerfarne Mænd.

Hun hærder Elskovs Piil i Medynks Flammer,

At med fordoblet Kraft den Hjerter rammer.

Derpaa, som vilde hun den skjulte Sorg undflye,

Hvoraf man nys saae hendes Hjerte bløde,

Som fødtes Haab i hendes Bryst paa ny.

Hun flyver Elskerne saa let, saa blid imøde;

Af Glædens Purpur hendes Kinder gløde;

Fra Øjet svandt hver taaresvanger Skye;

Og frem af Smertens Nat, der trindt om hende hviilte,

Den himmelklare Fryd med dobbel Solglands smiilte.

Mens nu med søde Ord, med søde Øjekast

Hun Sindet i en dobbelt Ruus nedsænker:

Det glade Hjerte, som paa Svig ei tænker,

Hun stjæler ud af Barmen i en Hast.

Ja, grumme Amor, lige giftig fast

Den Malurt og den Honning er, du skjænker.

Din Sygdom mangen Mand har ledet til sin Grav,

Men selv din Lægedom os ofte Døden gav.

Med saa forskjellig Kunst, med Latter og med Taarer,

Med Frygt og Haab, med Kulde og med Ild,

Armida alle Heltene bedaarer

Og spiller Boldt med Hjerter, som hun vil.

Naar een, fortolkende den Qval, hans Hjerre saarer,

Med bange Røst sig hende nærmer til;

Saa staaer hun, som en ung eenfoldig stakkels Pige,

Der ei forstaaer et Ord af alt, hvad han vil sige.

Undseelig slaaer hun ogsaa Øjet ned,

Og digtet Blyhed end forskjønner hende;

Blant Roser, som paa hendes Kinder brænde,

Frempipper nu et Glimt af nyfødt Riimfrost med.

Saa naar i Øst Aurora Dagens Fakkel tænder,

Med sølvgraa Flor bedækt er Dalens Blomsterbeed.

Saa farve Vrede, Frugt paa eengang hendes Kinder,

Til i den renes Ild den andens svinder.

Ifald hun mærker Een, der gjærne tolke vil

Den Kjerlighed, hvoraf han martret bliver;

Hun nu undviger ham, nu nærmer sig saa mild;

Han tale vil, og strax hun sig igjen bortriver.

Saa fører længe ham en Drøm omkring, indtil

Han standser mat og alt sit Haab opgiver,

Lig Jægeren, der seent paa Aftnen stille staaer,

Og har af Syne tabt forfulgte Daadyrs Spor.