Sagte klare Bække rinde
Mellem Rofers tætte Hegn.
Rystet let af milde Vinde,
Busken strøer en Blomster-Regn.
Munter Sommerfuglen surrer;
Kjælent Turtelduen kurrer
Mellem Lerkers glade Slag.
Søen glat i Soelglands hviiler:
Jord og Hav og Himmel smiiler,
Som de smilede den Dag,
Da fra spejlklarstille Vande
Op paa Cyprens Blomsterstrande,
Hilst af Smil og Sang og Leeg,
Den nyfødte Venus steeg. —
O, hvor er du, Huldgudinde,
Eller troldomsvældig Fee,
Denne Dals Forskjønnerinde,
Disse Lundes Herskerinde? —
Hvo du er, o Tryllerske,
Tilgiv, at jeg kjæk betræder
Disse guddomsfulde Steder,
Denne dig indvi’de Lund. —
Dog hvad seer jeg? Iler hun
Hist ej frem, den Himlens Datter? —
Men! — Tør jeg mit Øje troe?
Er det Virkelighed? — Jo! —
Det er Laura! — Nu jeg fatter,
Hvad den heele Troldom er,
Hvi en Himmel trindtom smiler;
O, thi hvorhen min Laura iiler,
Did iile alle Gratier!
I glade Zephirs sagte Hvislen,
I løvriig Lunds den muntre Rislen,
I Lærkens Slag, i Duens Kurren,
I Bølgens Skvulp og Kildens Surren
Det lifligt toner: „Her hun er!”