I.
Har man traadt paa vore dyre
Følelser, — ja, trampet dem,
ætset dem med Gift og Syre,
sønderflængt dem,
helt omkrængt dem,
skabt dem om til Nag og Lavhed.
— Ak, da er det godt at spejle
sit forvredne Aasyns Pine
i to blanke Barneøjne,
uskyldsrene — himmelblaa!
II.
I hulkende Smerte og Graad,
saa min Pude blev vaad,
saa det sved paa min Kind,
saa det rev i mit Sind,
til langt om længe jeg sovnede ind.
— Kom Drømme saa lyse, I letter
den tunge Sten i de lange Nætter.
III.
Retfærdighed!
Hvor er du henne?
Retfærdighed!
Hvor skjuler du dig?
Vil du aldrig vise dig for os?
Skal vi aldrig opleve den Dag,
da dit Aasyn lyser os imøde?
Om du vidste, hvor vi svier,
hvor vi brænder op af Længsel
efter een Gang at se dig.
— Ja, efter at se just dit Ansigt,
dit strenge, dit klare, dit rolige Ansigt.
IV.
Min Livsvilje er som en Fjeder af Staal,
den kan bøjes, men aldrig den brister.
For den bliver Modgang et hærdende Baal,
og Medgang en ildnende Frister.
Har Sygdom mig martret,
har Sorger jeg baaret,
har Nøden mig kuet,
har Haanen mig saaret,
— der kommer dog atter en Dag, da min Vilje
til Livet, den rejser sig rank som en Lilje
og dristigt og højt som det fagreste Maal
og spændstig og stærk som en Fjeder af Staal.
— —
For min Livsvilje er som en Fjeder af Staal,
den kan bøjes, men aldrig den brister.