I.
Vi var engang en Sødskendflok,
vi leved sammen Nat og Dag,
vi spiste ved det samme Bord,
sov under samme Tag.
Vi delte Leg, vi delte Fryd
og Kiv og Strid og Barnegraad;
men større Sorgen aldrig var,
end Far og Mor fandt Raad.
Saa spredtes vi i Verden rundt,
imellem os kom Land og Hav;
en gik mod Øst og en mod Vest,
hvor Skæbnen drog vor Vandringsstav.
Farvel! vi hilste, naar vi foer,
gav Gensynsvink til een og hver;
— men tænkte nogen, da han drog:
Vi samles aldrig mer?
— Vort Liv henrandt, og hver af os
sin Part af Kval og Sorg vel fik?
— Enhver for sig bar sit i Skjul.
Klynk mellem os var ikke Skik.
Nu er forsvunden tredve Aar,
— hvor blev de af, de korte Aar? —
— Nu staar jeg for nykastet Grav
paa Fødesognets Kirkegaard.
I den min Bror skal sænkes ned.
— Aa, stakkels Bror, forladte Dreng,
du kommer langvejs rejsende,
for her at søge om din Seng.
Jeg ser til Søsters Mindesten,
— hun rejste over viden Hav,
kom mange Hundred Mile fra
for her at gemmes i sin Grav.
Og undrende og vemodsfyldt
jeg tænker paa, er det da her,
den samles skal, vor skilte Flok,
naar Døden sluttet har vor Færd?
Skal her engang vi puttes ned,
i samme Seng, i samme Jord,
og sove sammen alle Ni,
i Graven hos vor Far og Mor?
Ohja, — en Tanke, andet ej,
den Dag i Muld vi sænkes ned,
er vi nok ligeglad ihvor
det biir, og ønsker et kun: Fred.
II.
Her sænktes mine Fædre ned,
her smuldrer deres Ben;
alt, hvad jeg ser, en Tue Jord,
og over den en Sten.
Jer Leg, Jert Slid, Jer Sorg, Jert Smil,
Jer Skæmt, Jer Visdomsord,
det finder aldrig nogen mer
paa denne Verdens Jord.
Som Svampen sletter Tavlens Skrift,
saa er det strøget ud.
Omtrent som Vind bortvifter Fnug,
det alt forsvandt. — Oh, Gud!
Hvad skal vi her, hvortil vort Liv,
med al dets Fryd og Graad,
Ak, hvortil al den Lyst og Kval,
naar vi og alt forgaar?
Men ti; — vi ved, den Herre Død
Pardon til ingen gav.
Hans sikre Lov adlydes maa:
Vi ender i vor Grav.
— — —
— Her sænktes mine Fædre ned
i Slægtens sidste Bo.
Og om en Stund saa hviler ogsaa
vi i Gravens Ro.