Nu maa vi leve skilte Du og jeg,
og Du maa færdes mange Mil fra mig,
til mig der fører ingen Hverdagssti,
og Dine Tanker gaar vel mig forbi?
Men mine gaar saa tit at møde Dig.
Naar her jeg sidder ved vort gamle Bord,
i stille Arbejdstimer uden Ord
og sysler med det vante Skriveri,
da mindes jeg den Tid, der er forbi:
Du kommer til mig paa et kært Besøg.
Jeg mindes Aftner, tusindvis paa Rad,
da vi paa hver sin Side Bordet sad,
og ved den fælles Sparelampes Skin,
med Pen og Blæk, med Bog og Tankespind,
sad sammen her og stred, enhver med sit.
Tit listet jeg mig til, med løftet Blik,
at kigge efter, hvordan Dig det gik?
Jeg saa Dit Ynglingansigts Alvorsskær
og Pandeskyens Bud om Dit Besvær,
men ogsaa Øjets klare, rene Glans.
Det Samliv lever kærligt i mit Sind,
det var en Lykke da, det er det end.
For alt, Du gav og bar herhjem til mig,
af Mod og Arbejdslyst og Glæde rig,
— min egen Dreng, jeg takker til jeg dør.