Sangden 2den April.Saa stærk og bold ved Kiøbenhavn en Kæmpe stod,og Holger Danske var hans Navn1 saa kiekt hans Mod.Hans Arm var rask, og tungt hans Sværd, og i hans Brystslog Hiertet høit for Heltefærd i Hædersdyst.Nu prise vi Dannemarks Kæmpe.Men fængslet i hans Aarer randt det Ungdoms Blod,thi Fredens blide Engel bandt det høie Mod.Det blanke Øies klare Lyn ei Fiender saae,den bierve Dødskamps stolte Syn ei Landsmænd saae.Hvo æsker den kneisende Løve?Dødsvangre Bølger bare hid fra vilden Øe,en Skare, aldrig mæt af Strid paa salten Søe.Med Egekrands’ fra Snese Slag den tappre Hær,som Stormen giennem Tordenbrag, kom Kæmpen nær.De bøde ham Baand eller Feide.Sit brede Sværd da Kæmpen drog, den Kamp var hans,en Kreds de Fiender om ham slog, seer Heltens Krands.Hans Hielm med Flammer de omgav af skarpe Sværd,men mangen Viking fandt sin Grav i denne Færd.De prøved’ ei før Holger Danske.Fra Hielme randt det røde Blod, fra Skiolde faldtde brustne Speil, om Mandemod da Kampen gialdt.Men Danmarks Kæmpe slog og slog: af Fienders Barmsit haarde Sværd han tidt uddrog med saaret Arm.Kun der, hvor du stod, kan du falde.See Skioldet trindt i Stumper smaae ved Kæmpens Fod,see Hielmen, knust til Støvgran, laae i Heltens Blod.Han blegner, ak! — endnu hans Arm er Dødens Sværd, —o Fiende! tier ei din Harm? er du ham værd?Han blegner, Han saarer, — Han falder;Han faldt, Han faldt — det mørke Staal i Fienders Haandstod sørgeligt, som i et Baal den sidste Brand.“O Fred! o Fred! vi feide ei paa Dennes Folk,„de raabte — see fra blodig Vei kom Fredens Tolk.O Dannemænd! signer den Døde.Vi signe ham — han Fred os gav, Vi saae ham døe,med vaade Blomster ved hans Grav stod Danmarks Møe.O Brødre! Brødre! stemmer i vort stolte Chor:“Han kæmped’, selv i Døden fri, hans Kamp var stor,saa priselig Dannemarks Kæmpe.„“Han lever — aldrig skal han døe i Danmarks Bryst,Nei aldrig, aldrig skal Du døe vort Held! vor Lyst!O ædel Dannekiærlighed! o Pligtens Bud!Dig frelse os i Krig og Fred den store Gud!Du signe vor Daad og vort Hierte!„M. H. Bornemann.