Ved hvilket festligt Minde bæver
Vor Barm af veemodblandet Fryd?
See over Sundets Vande svæver
Den mørke Død med Tordners Lyd.
Hans frygtelige Vinger dække
Med Midnats Mulm de Danskes Strand.
I deres Skygge Heltes Række
Staaer værnende om Fædres Land.
Som over Himlens sølvblaae Bue,
Sig Uveirsskyer vælte frem
Med høie Brag, og rædsomt true
Den fredelige Landmands Hiem;
Saa Nelsons Tordenstavne bruse
Paa Stormens Vinger frem til Kamp;
Lyn blinke, tætte Kugler suse
Igiennem tusind Ildsvælgs Damp.
Hvo standser Nelsons Tordenkiler?
Dans Kongestad, hvo frelser Dig?
O, tryg bag Heltes Kreds Du hviler;
See, Bølgen ruller Fienders Liig.
Ak, ogsaa Danmarks Kæmper bløde;
Men evigt straaler deres Navn.
I Retfærds Kamp de Faren møde
Til sidste Suk i Dødens Favn.
O, meer de vandt end Heltens Hæder;
Og Fredens skiønne Krands de vandt.
Om Fred Aboukirs Seirer beder,
Og Fredens blide Dag oprandt.
Naar festligen dens Jubel toner,
Vi, tappre Skare, mindes Dig.
O, evig dine Laurbærkroner
Vil grønnes, Dydens Palmer liig.
O. Horrebow.
