Aftenens MindeRomanze.Aften! — høitidsfulde Stille! — venlig du indhyller mig!Ak! dog hede Taarer trille, jeg ufølsom skuer dig.Fordum, naar din dunkle Bue prunked’ med en Stjernerad,o! da blussed’ Glædens Lue, fro sig hæved’ da mit Kvad!Nu, du Aftenstierne! tindrer, kold jeg seer din Yndighed,intet Sorgens Plager lindrer — her er Sulmas Hvilested!Her blandt mosbegrote Grave, — grov jeg selv min Sulma ned!Blomster strøer jeg i den Have, som med Sulma tog min Fred.Høit i Lindens gamle Grene, — i hvis Ly vi samled’ var, —høit i Lindens gamle Grene kurred’ før et Duepar.Hannen kurrer nu saa ene, klynker sagte, uafbrudt,thi paa Lindens gamle Grene blev dens Mage grusomt skudt.I harmonisk Samklang lyde nu med dig min Klagerøst!Giennem Skyerne den bryde, til mig vifte Sulma Trøst!Milde Hesper! tidt Du kaldte mig til Sulmas hulde Skiød! —Engang saa til mig hun talte, da vi taus Naturen nød:“See! hvor underligt den blinker, svagt den blinker dog endnu!Døende den ad mig vinker! — O! jeg følger! — Følg mig Du! —„Til mit Hierte hun nedsegned’, mat og afbrudt Stemmen lød,sukkende mit Navn, hun blegned’ og var — ak! for stedse død! —Her blandt mosbegrote Grave grov jeg da min Sulma ned!Blomster strøer jeg i den Have, som med Sulma tog min Fred! —Schønberg.