Emil Bønnelycke (1893–1953)

Jeg kender dig kun fra et Billede, som min Mor viste mig, hvor du sidder imellem dine Søskende i Bevedéro, Buenos Aires, paa Marmortrappen ud til Gaden, i Onkels hvide Hus. Medens dine Søskende ligner Spaniere og Spanerinder og har din Faders romansk brutale Ansigt, ligner du din Moder —.

        Din Moder er dansk, og du minder om Danmark. Du har hendes vege, stille og ubeslutsomme Træk, hendes Blondhed, da hun var ung Pige som min Moder, hendes fine, nordiske Ansigt —. Din Moder synes nu at være naturaliseret Sydamerikanerinde. Hendes Haar er næsten sort, hendes Ansigt er ligesom blevet kraftigere, den astadige, spanske Frue, hvem formelle Nødvendigheder forbyder at huske Danmark.

        Nelly, du alene minder om din Moders Land. Du gror som et slankt og bøjeligt Bøgeskud eller som en ung bleg Birk mellem store Palmer og Agaver. Din Blidhed forraader dig, dine Øjnes Drømme, din Vemod røber dig, du er dansk. Hjemme i Bevedéro, Buenos Aires, i din Faders hvide Hus, hvor de store Fløjdøre staar aabne ud til Gaden og Solen —, sidder du som en fremmed mellem dine Nærmeste, som et Barn af stilfærdige, blonde Norden, i Est. Coghlan, Sydamerika.

        Naar jeg engang kommer til New York, Mount Arlington, Chicago, Lasalle-Avenue, hvor jeg har en Bror, jeg skal besøge for at se i hans Øjne, om han husker Danmark — naar jeg engang kommer til Florida, hvor jeg skal se til min Onkels Grav, en Skibskaptejn, der døde i Amerika (Sov sødt i det Fremmede, kære Onkel), naar jeg engang har gjort det store Pacific gennem Wyoming, Montana, Utah og San Francisco By for at mætte mit Hjertes Længsel — vil jeg komme over Vestkysten, over Valparaiso til din By, Buenos Aires. Jeg vil uopholdelig opsøge den hvide Villa mellem Palmerne og Agaverne i Bevedéro, Estrada Coghlan. Jeg vil staa paa din hvide Marmortrappe, og spørgende efter dig, vil jeg sige til dig, naar du gennem de aabne Fløjdøre kommer mig i Møde: Se, jeg er Danmark — din Moders Land. Dit Land.

        Da vil jeg bede dig vise mig det fremmede Buenos Aires, som én der selv er fremmed —. Du skal vise mig dens unge, elegante Gader, dens hvide, lave Huse, dens umaadelige, verdensberømte Trafik, der skabes af Fodgængere og Automobiler. Jeg vil gaa ved din høje, slanke Side og glæde mig hemmeligt over din Gang, over en Bevægelse af din Haand, som elegant og behandsket viser mig Columbusmonumentet paa Verdensomsejlernes Torv i Buenos. Aires, Sydamerika. Da vil jeg sige med samme hilsende Bevægelse, som vor Onkel Eberhardt Holm, din Moders Broder, som nu er i det hede Rio Janeiro, altid sagde, naar han saa noget stort, noget smukt:

                Salu i plata

                bona mosa la japa!

        Nelly, Signorita, nej Søster, Veninde, du som smykker Bevedéros Gader, Buenos Aires Gader, du, hvis danske Hjerte aldrig saa Danmark, drag med mig rastløs rejsende Ørkensanger gennem alle Jordens Lande. Kom med mig til New York, til Brooklyn og Coney Island, til Europa, Paris, Madrid, Marseille, Venedig, Wien og Køln. Kom med mig til Japan, Sibirien, Rusland, Riga, Østersøen, det blaa, baltiske Vand. Se, dette er Danmark. Ser du København i Taarnenes, i Røgens og Luftens Dis. Kom med mig til Fortunskoven, Holte og Nordsjælland, til Tidsvilde, Gilleleje. Frederiksværk. Til Taasinge, Fyen, til Heden i Jylland. O, Nelly, vilde du kende dette? Vilde du smile i stum og vemodig Genkendelse ved at se Næstved, din Moders By? Vilde du ane dig hjemme her, skønt du aldrig har været her? O, Nelly, hvor Jorden dog er stor og vidunderlig skøn! Lad os drage til Est. Coghlan, Bevedéro, Buenos Aires igen. Lad os sammen spejle os i Havets grønne Spejl. Lad os nævne alle de Steder, vi elsker, alle de Navne, der toner som Sang i vort Øre, alle de Byer, vi kom igennem, alle de Mennesker, vi mødte og kom til at elske. Du, min blonde, vege Søster, du høje slanke og stille Skikkelse, du Sydamerikanerinde med Nordboens Øjne og Træk — Kusine, Veninde, Signorita, Nelly, o, Nelly —!