Emil Bønnelycke (1893–1953)

Jeg Søn af Vendekredsene og af de store Verdens vande, jeg Blomst fra Havenes dybe Haver, Fedino Giopolo, Jungmanden fra Italien og Terino, hvor min gamle Moder lever og Mamietta hver Morgen sætter sit Haar og spørger Posten om Brev fra hendes Broder, jeg Dreng, som myrdedes i et Slagsmaal, som ingen saa og angrede, som rejste for at finde en fjern og fordrømt Dykke, sover nu lykkelig i Jorden her, Ceylons Jord, Colombo By, under disse Blomster.

        O, Hav som drømmer lig min Øjnes egen Drøm om Lykke, du spejler mit Hjertes bundløse Længsel, mit danaidiske Sømandssinds stumme Taarer. Du lokkede mig og gjorde mig til et hjemløst Barn, da jeg levede.

        O, Sol og Himmel, hvorfor er I til, naar jeg ikke maatte leve? Og ikke maatte være Eders unge, kaade og fyrige Elsker? Hvorfor ma atte jeg ikke aande hver Dag ind med Fryd og Ju bel, og hvor Morgen føle mig genfødt af Eders Flammer?

        O, Menneske, Vandrer, Globetrotter. O, Stjernetyder. O, Karavaner, og alle Farende og Rejsende, hvor drager I hen? Ved I det selv? Nej. Ved I selv, hvorhen Eders Hjerter længes? Nej. Staa stille i Ørkenen du Beduin, staa stille paa Dækket, du Sømand, og spørg dit Hjerte, hvorfor det banker, hvorfor det river i dit Bryst og fylder dit Sind med en Uro, der først blev din Skæbne og senere Indgangen til din Død.

        O Jord, vær naadig mod denne Søn, der sover ved dit varmt rindende Bryst. Lad hans Læber møde den Kilde, hvorfra al Glemsel strømmer, og hvor den evige Hviles ukendte Lykke strømmer. I Rødder, fold Eders Arme kærligt omkring ham, og gem ham, o Jord, varsomt til alle Tiders Ende. I Blomster, dæk den dræbte med Eders Farvers uransageligt skønne Navnetræk.

        Amen.