Jeg har snuppet en Linie 9 paa Holmens Bro, o Holmens Bro, og sætter mig mod Sædvane ind i Vognen. Passagerernes numeriske Overvægt er, som altid i Hovedvognen, Damer, og de forvirrer mig ved alle at være klædt i Hvidt. Jeg kommer til at sidde overfor en Herre i Jaket og Cylinder, en Mand der synes at være umaadelig sikker paa sig selv (jeg hævder, at der hører Personlighed til at køre i Sporvognen). Den intime Nærhed fremmede Mennesker pludselig kommer hinanden i en ufrivillig halv Time ægger Folk til instinctmæssig Hævdelse af deres Individualitet, hvilket undertiden af mindre taktfulde Mennesker afstedkommer Misforstaaelser, Udslag af Vigtighed (Mangel paa Sans for Selvhævdelse. Vigtige Folk er Folk uden Individualitet). Udslag af Misundelse. (O, Usalige, som lider af denne, Følelse.) Det er saa øjensynligt, at Herren med Cylinderen lige overfor mig føler sig afstivet af sine Benklæders knivskarpe Buksefold, af sin Jakets enkle og monumentale Snit, af sin vanvittigt høje Flip, der faar mig til at tænke paa kommunale Vandbeholdere paa Landet — endvidere sin netop studsede Mustache, og sidst men ikke mindst af Bevidstheden om Brændfladen i hans, det skal indrømmes, ulastelige Silkehat. Udtrykket i hans Ansigt er saa utilgængelig stramt, saa utilnærmelig koldt, at det synes at danne et paalideligt Spejlbillede af hans Sjæls ulykkelige Fond af systematiseret Tværhed — Vorherre bevares, sikken et Ansigt, paa en sommerlig Augustdag Klokken 2 om Eftermiddagen! Jeg slutter, ud fra den filosofiske Sans for Logik, der er min Selvsikkerhed, at en Mand med en saadan Mine af umotiveret Hovmod er blottet for Individualitet —. Hans Mangel paa Personlighed har øjensynlig taget hans Forfængelighed under Armen i det Øjemed at se kolossalt personlig ud. Han er det komiske Element i Sporvognen.
Ved hans Side sidder det vemodige Element. Er det denne Herres altfor unge Frue? Umuligt. En ung Dame af en saa dæmpet Apparition, dette øjensynlige levende Indbegreb af kvindelig Stilfærdighed, som øjeblikkelig henrykker mig og tilintetgør det ubehagelige Indtryk af Herren lige overfor mig, kan ikke staa i nogen som helst Forbindelse med denne væmmelige Ufordragelighed. Og dog! Sæt nu det er hans Kone? Han er desværre ikke gammel nok til, at han i værste Tilfælde kunde være den unge Dames Far. Jeg sidder med pludselig Heftighed og ønsker, at det ikke maa være Mand og Kone. Tænk, sikken et Helvede for denne yndige, unge Dame. At være gift med en saadan Eddikefigur. Det slaar mig, at det er i vemodig Fortabelse over sit Ægteskabs Grusomhed, at hendes himmelske Øjne staar fulde af den ømmeste Sorg, af en bedaarende, underlig veg Melancholi, der fylder mit Hjerte med den ridderligste Medlidenhed. Selvfølgelig! Det er Mand og Kone. Hans elegante Jaket og Hat staar jo ildevarslende godt til hendes lysegraa, fine og enkle Spadseredragt, hendes hvide Hat, hvis Knaphed og Elegance synes skabt af en Mangel paa Detailler i Prydelsen, hendes smaa, yndige Hænders hvide Glacéhandsker, og disses hvide Parasol. Jeg bliver grebet af en Angst for at hun virkelig skal være gift med denne Tyran. O, disse sænkede Øjne, denne Hage, dette sænkede Ansigt — saa, nu løfter hun Hovedet, det er en veritabel Begivenhed for mig, at hun sidder dér lige overfor mig, og betager mig med sin Skikkelses dæmpede Fornemhed, hendes (ja, jeg siger det) Aasyn; thi dette er intet Ansigt, det er et Stykke vemodigt Uvirkelighed, det er Kvinden —.
Jeg vilde ønske, at hun ikke var den Herres Hustru. Gud, hvor vilde jeg ønske det! Det er mig i dette Øjeblik Livet om at gøre. Tænk, hvis hun var min Kone? Saa vilde hun sidde ved Siden af mig og kaste Glansen af sin Skønhed over mig. Hun vilde fylde mig med Ærbødighed, med Hengivenhed. Jeg vilde, paa Baggrund af denne Tyran dér ovre, være selve den nidkære Hensynsfuldhed overfor hende, Summen af baade menneskelig og attraheret Ømhed. Jeg vilde være stolt indtil Ydmyghed over at sidde med hendes elegante og blide Ungdom ved min Side. Jeg vilde tage hendes Arm og hviske til hende: Hyss —. Men jeg vilde fortsætte: Kære, se hans Ansigt, paa en Sommerdag, hvor det ra aber af Umenneskelighed, Kulde og Glædeløshed. Synes du ikke, det maa være forfærdeligt at skulde se saa sto rsnudet ud? — Og hun vilde svare: Jo, uha, han ser fæl ud. Han ser ud, som om han havde Lyst til at prygle alle Mennesker —. Og jeg vilde endelig sige: Elskede du, jeg hopper af her ved Kongens Nytorv. Jeg kan naa at købe alle de Blomster til dig, jeg længes efter at give dig —.
Men hun er vel hans Kone alligevel. Ak —.
Ved Siden af mig sidder Sporvognens flittige Element. Det er en ung, hvidkjolet Studine, der sidder bøjet over en aaben Bog, saavidt jeg kan se, Søren Kierkegaard. O, læs ikke saa meget i Dag, du flittige, unge Pige. Det er jo Sommer. Sporvognen er fuld af Sol og lyse Farver, og stundom et grønt Skin af Gadernes Træer. Men hun læser. Der er egen drenget Sammensunkethed over hendes spædlemmede Skikkelse. Hun kryber ligesom sammen om Bogen i en af Tilfældet rytmisk set vidunderlig komponeret Stilling. Hendes Optagethed forskønner hende. Jeg ser hendes solbrændte Hals. Hendes ene Fletning har i malerisk Skødesløshed slængt sig om hendes Skulder og forsætter ned over hendes Bryst. O, hvis hun var min Søster, da vilde jeg vaage over hendes Flid og ikke forstyrre hende; thi Alvoren er værdifuld, Optagetheden er en uerstattelig Ting. Søster, vilde jeg sige, læs du blot flittigt, hellere end at sidde og se paa denne væmmelige, storsnudede Herre dérovre, som fylder hele Sporvognen med sit Stenansigt. Bliv du blot siddende bøjet over din Bog og lad din Flid tale: Se, saaledes søger jeg Opdragelsen. — Men jeg vil ikke vredes og ikke ærgre mig. Jeg vil fordybe mig i Læsningen af denne Fletnings gyldne Traade, i dette funklende lyse Haars Linier, som taler Skønhedens usigelige Sprog. Jeg vil være optaget som hun og med den samme Alvor. Jeg vil forklare Detaillerne i hendes Holdning, Hovedets andægtige Bøjning, Armene, der samler sig mod hinanden, de svagt løftede Knæ, Føddernes yndefulde, ubevidste Staaen paa Taaspidserne næsten som en Danserinde — alt det der giver hendes unge Skikkelse Linjernes Fest, Rytmens Skønhed, Formernes Ro og Balance.
Kongens Nytorv. Vognen genlyder pludselig af glade Stemmer, der faar alle Passagererne (ogsaa mig) til samtidig at dreje Hovederne mod Døren. Studinen ser op fra sin Bog, kaster med Hovedet og slynger Fletningen tilbage over Skulderen. Den vemodige unge Frue ser mild og undrende paa de nye Passagerere. Studinen læser videre. Den komiske Herre drejer Hovedet med en vidunderlig grinagtig, formel Langsomhed og ser ondt paa de indtrædende, to unge, solbrændte Piger med Badegarderobe, Badedragter og Haandklæder rullet op i nogle ny, skinnende Bæreremme. Der maa være hændt dem et eller andet fornøjeligt) for de ler endnu, dæmper overgivent paa hinandens Latter, den ene synes at være særlig ustyrlig; thi hun lader til Venindens lange »Hyss« en klar, klingende sund Latter høre. Jeg hilser hendes blændende Række af hvide, velplejede Tænder. De er Sporvognens glade Element.
Til min hemmelige Jubel og udelte Tilslutning faar denne aabenbart sunde og livsglade, unge Pige, den kaade, pludselig Øjnene op for sin formelle Kammerats gennemførte Kulde og Ufordragelighed. Hun slaar sine Øjne, der virker paa mig som stærke, blaa Blomster, der pludselig springer ud op paa den komiske, som har Aandsnærværelse nok til ikke at fortrække en Mine. Med et Udtryk af fortrædelig Dristighed falder hendes Øjne paa mig, der maa bide Tænder for ikke at briste i Latter — men det stærke, kvindelige Instinct, der aldrig gætter forkert, forklarer hende i et Nu Passagerernes Gruppering i Sporvognen, og hun giver sig til at puffe Veninden i Siden med diskret Energi, som vilde hun sige: Se ham dér, se ham — ham der stikker Hovedet ud af sin Flips hvide Vindu — du, Grethe, hvad synes du? — Syss — siger Grethe —. Jamen, hvor er han spøg. Han sidder i en Slags gravetetisk Rædsel for ikke at falde ud af Vinduet —.
Ny Latter. De ler begge to med smittende Klangfuldhed og absolut Hjertelighed. Den kaade maa have fundet noget vanvittigt morsomt ved den komiske, der synes at føle det. Latterens klingende Nærhed irriterer ham synligt. Han stram mer Munden endnu mere, retter sig. Han er nu, for hele Sporvognen, blevet et Offer for disse unge Pigers ubarmhjærtige Munterhed. Den kaade kaster sig ind til Veninden for at begrave sin Latter, og denne tøjler sin med alle spændte Ansigtsmuskler. Da glemmer jeg pludselig Situationens Komik for den Stilling, hvori den kaade sidder bøjet mod Veninden. Hun ligesom ligger imod dennes Skulder. Der er en fortryllende Flugtlinie fra hendes Hoved til hendes Fod. Hvilken Stilling for en Maler, en Billedhugger. Armenes Linier’paralelliserer sig paa en berusende Maade med Legemets. Der kommer en pludselig Helhed over hendes i dette Øjeblik hvilende Skikkelse. Jeg føler Lyst til at sige til hende: Bliv siddende, aah, bliv siddende. Hvor er De nydelig som De ligger der. Javist er det fuldkommen upassende, men det er alligevel smukt. Hvis Mennesker i Almindelighed havde større Sans for Skønheden, vilde de have lettere ved at se bort fra det upassende . . .
Hendes hvide Ninonkjole viser hendes Skikkelses solide Bygning. Jeg gætter, at hun er Holdkapsvømmerske. Hun maa under en Svømning ligge nydeligt og harmonisk i Vandet. Hendes Bevægelser maa have Enkelthedens monumentale Gratie, Balancens Pathos. Hendes Tag med Armene maa være kraftige, sikre og knappe. Eller i et Udspring fra en høj Vippe. Hun maa ligge med elegant Ro i Luften, som en Fugl, som en Pil paa sin egen Bue, som et Beherskelsens legemliggjorte Nu, hvor Skønheden bestaar af Linjer i Ligevægt — hun maa forsvinde og komme op som en Vandenes Datter, der fødes vaad af Elementet, — der er jo nogle af Fiskens Linjer i hendes Bygning. — Dette sidder jeg og grunder paa, og bliver Sporvognens tankefulde Element.
Pludselig bliver jeg bange for Tanken om den Lethed, hvormed unge Piger finder én eller anden komisk Side hos en Mand. Jeg tager mine Øjne til mig af Frygt for at de skal blive opmærksomme paa, at jeg sidder og iagttager dem. Jeg lader dem more sig videre, og undersøger de to Passagerere i Sporvognen, som jeg endnu ikke har haft i Øjensyn, naturligvis to af det hvidklædte, svage Køn. Den ene er Sporvognens barnlige Element. Den anden dens ligegyldige Element.
Den barnlige er en tolv-fjortenaarig Pige, som sidder ved Siden af den vemodige. De klæder hinanden. Der er ligesom et Trin fra den unge Frues blide, vemodige Undren ned til Barnets fuldkommen overraskede Ansigtsudtryk. Uden egentlig at iagttage Passagererne i Vognen sidder hun og følger alle med Øjnene paa en egen levende, nervøs Maade, der røber Barnets uendelige Modtagelighed. Jeg lægger Mærke til, hvorledes den komiske virker med Skræk paa den barnlige. Uden at kunde forklare sig sin Angst for ham, sidder hun og ser ganske benouet paa dette Ansigts ubevægelige Udtryk af brutal Kulde. Hvis han sagde et eller andet til hende, vilde hun raabe om Hjælp. — Benene under den korte Barnekjole er ganske spinkle, men virtuose i Linjernes Finhed. Der er en fjern Anelse af Udvikling i dem. Og saa har hun de allerkæreste smaa Knap-Lak-Sko paa. Hendes Vrist er ligesom hendes Haandled spinkel. Hendes Hænder er foldede, barnligt og ubevidst, hendes Stillings Clou, som klæder hende usigeligt. Hun foretager sig ingenting. Hun bare ser og ser. Ogsaa paa mig.
Jeg ved ikke, hvad det er i mig, der gør, at jeg bliver dybt alvorlig, naar jeg ser paa dette Barn. Øjnenes Verden er en anden end Øjnene hos en Voksen. Man ser lige igennem hende, og den Aabenhed, der ligger i hendes Blik, fylder en med stum Ærbødighed. Jeg tænker paa den kaades Øjne. Hvor de er ladet med uforskammet, bevidst Skælmeri. Hun var begavet og sikker. Hun var glad og flabet, og allerede moden af Forstand. Jeg tænker paa den komiske. Hvilke Øjne! Hvilken skrigende Mangel paa bevaret Barnlighed røber de ikke? Hvilken isnende Uvenlighed! Hvilket Fond af meningsløs Vigtighed! Du komiske, bøj dig mod dette Barns Øjne, spejl din Hæslighed i dette aabne, oprindelige Blik, smil for en Gangs Skyld, smil beskæmmet af din »Voksenhed«, som er lutter Unatur og Forstillelse. Hør, de unge Pigers glade Latter. Lær af din Hustrus fine, vemodige Blik. Se Studinens menneskelige og gode Øjne.
Den ligegyldige sidder for sig selv i Vognens fjerneste Hjørne. Hun ser træt ud. Indifferentismen lyser hende ud af Øjnene. Hun er vistnok (o, undskyld, Frøken) lidt til Aars, men hun er dog i Sommerhvidt. Hvad der foregaar omkring hende, hvem der sidder i hendes Nærhed synes ikke at interessere hende. Jeg gad sige til de glade: Sæt Jer hen hos hende og gør hende glad. Le Eders klare, klingende Latter ind i hendes Øre. Forny hende med Jeres Ungdom, Jeres Friskhed. Sig, du kaade, nogle bragende Vittigheder, saa hun maa le en befriende Latter, le Støvet af sit Hjerte. Men den ligegyldige sidder stille, for sig selv. Hun ænser ingen, og ingen ænser hende. Hendes Øjnes Fond af Sløvhedens fortærende Smerte fylder mig med medlidende Gru, med Angst for en saa aabenbar syg Passivitet overfor Solskinnet, Dagen, Sommeren. Jeg kan ikke holde ud at se paa hende. Jeg tager mine Øjne til mig.
Paa Trianglen sker der en lykkelig Begivenhed. Den komiske rejser sig, med en Mine af enfoldig Værdighed, og staar af, og hvad ser jeg? Den vemodige bliver siddende. De er ikke Mand og Kone. Hurra! Hun lever ikke et Liv i Grusomhed sammen med denne Tyran, hvis Forsvinden skaber en lykkelig Stemning i Sporvognen. Gudskelov, at de ikke er gift! Aah, hvor det lettede. Det er to vildt fremmede Mennesker, som ikke har noget med hinanden at gøre. Hvilket velsignet Øjeblik. O, du vemodige, sig mig da, hvorfor du er saa vemodig? Hvorfor er dine Øjne saa blide indtil Bedrøvethed? Sig mig den lille slemme Sandhed: Er det Koketteri? Eller er det al din Kvindelighed, der ligger samlet i denne dine Øjnes bedaarende Vemod? Ak, hvor du er skøn. Om lidt staar du af, gaar forbi mig, netop som jeg var ved at lære dig at kende. Ak, Sødmen i disse Forbigaaendets Bekendtskaber har ogsaa sin Smerte . . . Navnløs som Bekendtskabet. Thi hvem er du? Og hvorfor ser jeg dig ikke mere?
De glade skal til Helgoland og baske i Vorherres blinkende, grønne Vand med deres lykkelige, vitale Lemmer. Den kaade fulgte den komiske med Øjnene da han steg af. Hendes Ansigts lønlige Copi af hans Stramhed virker med samme Friskhed som hendes Latter. O, du livsglade, sunde Sjæl, dit Hjerte er ladet med Narrestreger, du er en sprudlende Kondensator af godt Humør og harmløse Spilopper. Solen er i dig, Dagen og Sommeren banker i dit Hjerte, i dit røde, frisk rindende Blod, du Sundhedens blussende Genius. Velsignet være al din Lystighed, den der sætter en Sporvogn paa den anden Ende, og bringer arrige Mennesker ud af Ligevægt. God Fornøjelse paa Helgoland!
Ved Vibenshus staar Studinen af. Men hvad ser jeg, lille Frøken Flid? Troede jeg godtroende ikke, at De sad og læste Søren Kirkegaard? Og nu ser jeg paa Deres Bogs Bind, at De sidder og læser: E. Phillips Oppenheim: »Et mærkeligt Kompagniskab«. Det gør ingenting, du flittige, hvil dig blot i denne uskadelige, lidt tomme Lekture. Lad Latinen og Colbert hvile, og lev af Blomsterduft i din Sommerferie.
Forinden jeg selv staar af, efter denne Sporvognstur, der gav mig Lejlighed til at se Mennesker paa nært Hold, gav mig Lejlighed til at le, til at føle Jubel over Ungdom og Sundhed, til at glæde mig over Sommerens Fest, til at more mig over megen menneskelig Naragtighed, kort sagt: satte mig i mange søde og fortryllende Sindsbevægelser, oplever jeg endnu den Lykke at se den ligegyldiges trætte Ansigt aabne sig i et velgørende Smil, et Svar paa et Smil af den barnliges Øjne, et dybt og oprindeligt Smil af forundret Tolvaarighed, der synes at rumme alt fromt og godt i Verden.