Hvorfor hader I Haven i Byens Hjerte? Venner, vær gode Københavnere! Gør Haven til det illuminerede Centrum for Livsglæde. Smyk de gamle Gange med Eders røde, gule og hvide Fodtøj, Eders Klæders festligt stiliserede Farver. Forkynd det elegante Livs Berettigelse. Skønhed! I Damer, hvis slanke Lemmer og hvis beherskede Gang jeg elsker og Eders Armes Ynde, lad Eders spraglede Parasollers Silkefaner veje under Løvet. Smyk Livet med Eders Smil! Kys Alverden med en venlig Mine —.
Dit eget Hjerte er kedsommeligt. Byen og Haven i Byens Hjerte er det aldrig. Iklæd din Sjæl Junis Solskin. Bad Nerverne i Musik. Hengiv dig til Dansens rytmiske Liv. Tango. Maxixe. Du som kender Vidunderet at fatte om Pigelænd, en smal, elastisk Ryg, der fjedrer som Rytmen i et godt Vers, du, som elsker Ynde, Lethed, slanke Lemmers Bevægelse, Øjnes Glans og en fint tegnet Mund —, du som kender en Fods usigeligt skønne Bygning, berus dig bevidst i denne æventyrlige Virkeligheds Detailler. Elsk Livet. Lev! Hæng i med Forpoterne!
Gaa paa Bodega, Kinzi, Wivel, Olympia, Grøften, Svensson. Gaa allevegne. Styrt dig barnagtigt i idiotiske Rutschebaner. Vær Filolog og analysér Pigehvinene. Studér Larmen. Vær glad! Spis Is, gnask brasilianske Nødder. Nyd din Amontillado! Fordyb dig i Forvirringens maleriske Pragt. Det er din By, du elsker.
Jeg anbefaler dig at bevare Balancen. Derfor, gaa ikke i Koncertsalen; thi da vilde, unge Sjæl, du dø af Latter over et ynkeligt Teaterpublikum, der i sort Gravalvorlighed forsumper i literær Musik. Foragt Schnedler-Petersen, denne sentimentale Mand, hvis Smag og Mangel paa Kendskab til moderne Musik har gjort Koncertsalen til vort musikalske Vartov. Vend dig, du som søger og elsker Musik, mod »Virvar«, »muntert Hjul«, Karusseller og tallerkensmadrende Ungdom! Sving Pigerne og sværm ved Søen, thi dér ligger Byens natligt skinnende Hjerte!
Had ikke Haven! Løft dit Hjerte under dens gyldne Løv. Kys hende, der leende møder dig, gennem dit eget Smil, og mærk, hvor dit Blod synger, o, Ungdom.