Der er Gader, jeg er bange for at gaa ad. Der er Steder i min By, hvor jeg undgaar at komme, fordi Stedets Duft minder mig om noget, jeg har mistet. Jeg tænker her paa min Barndom.
Nordrefrihavnsgade, som i sig selv er en skrup ligegyldig og kedelig Gade, minder mig om Amerika, Atlanterhavet, fjerne Rejser og store Passagerdampere. Miljeuet af Toldgitre, Jernbaner, Broer, og Udsigt til Pakhuse, en Café »Far West« midt i Gaden, og en »San Francisco« paa et Hjørne, Sømandshjem, Skibsprovianthandlere lader ane den store Havn, Porten til Æventyrlandene, det blaa Fata Morgana af drømte Kyster og Stæder, Frihavnen, med de lange Kajer, de store Siloer, de store Dampere.
Syg af Rejselyst før man nogensinde naar ned til Bolværket rejser der sig uendelige Lande i én. Ens Hjerte spændes som et Sejl af en forførende Vind og man længes kun efter én Ting: At kappe Ankerkættingen. I Gruset hvor man gaar og stirrer ned, i Asfalten ens Øjne hviler paa, ser man den Hær af Mennesker, Emigranter og deres Kære, som er vandret til Amerikakajen for at tage Afsked med Hjemlandet, hungrende efter Liv, Rigdom, Arbejde, andre bare efter Rejse, Rejse. Her har deres Fødder gaaet, atter og atter, naar de kom hjem for at se den kendte Kyst, Byen, de kære, gamle Steder, for atter at rejse igen, fulgt til Damperen af moderlige og søsterlige Taarer. Her har de draget deres forpinte Hjerter det sidste vanskelige Stykke Vej, nogle flegmatiske, med kolde Miner, nogle mildt smilende, nogle hjælpende sig ved den kaade Latter, den, der let skurrer i Øret og har Bilyde af Suk og Vemod. De er Tusinder, Hundredetusinder, som fjernest i den femte Verdensdel er kaldt ud, som Regel af et Skrig inde i dem selv, et hungrende Raab efter Forandring, efter at se og være i det Fremmede. O, du evige Vandrelyst, du Sot, som gjorde mangen ra sk Mand syg, saa syg, at han flakkede Jorden om i Hjemløshed, mishandlet af sin Skæbne, endnu søgende sin Lykke, det Ord, som ingen rigtig forklarer ham hvad er. O, du dunkle Drift i Menneskehjertet, du Feber, som intet Middel, selv ikke Rejsen stiller, du har lokket de hjemlige Børn ud paa store, ubarmhjertige Veje, hvor Tidslerne vokser, hvor pragtfulde, men giftige Blomster vokser, hvor Verden er venneløs, og hvor man staar alene med sin nøgne Sjæl i trampende, stødende og hamrende Omgivelser, hvor man lærer at længes, at undvære, at græde, at haabe fantastisk og mirakuløst, o, du ubarmhjertige Rastløshed, du unaadige Lyst, hvor mange lykkelige har du ikke gjort hjemløse, hvor mange Skæbner har du ikke unyttigt splittet?
Jeg drejer ned ad den russiske Kaj, hvor Rigabaadene, Libaubaadene lægger til. Her ligger «Vesta«, en svensk Baad fra Gefle, som losser Træ, Tagpap, Olje. Dampspillene synger, og Dækket genlyder af Havnearbejdernes Træskotramp. Jorden, Stenbroen er plettet af Olje, plettet af Mel, af Savsmuld, og her dufter af Maskiner, Savværker, Skove, Harpiksskove. »Vesta« er paa 3000 Tons maaske, en lille, blank, sort og ny Baad, der skinner af Messing, svenske Farver, og Velholdthed. Hvem der nu kunde tage med til Nordsverrig, til Dalarne, Hernøsand, Haparanda, Uppsala, Stockholm. Og videre til Finland og Rusland. Ved Siden af Damperen ligger nogle Lægtere med tillukkede Tanke. De er graa, ensfarvede og matronebrede. Saadan ser man dem i alle store Havne. Det er Dampskibsselskabernes Hyttefade for flydende Last. Ude i Havnen ligger de større Skibe, hvis Navne jeg ikke kan se. Men det tyske Flag vajer agter paa dem begge. De ligger lige under Kulkajen, hvis gigantiske Kraner gaber over dem og krummer Ryg. De er kommet med Kul.
Paa Vestkajen er der mennesketomt. Dobbeltskruedamperen, vor Oceanflyver, vor yndefulde Passagerbaad »Frederik VIII« rager op med sine Skorstene over Amerikaliniens Pakhustage. Der farer mig en Jubel, en Hunger i Hjertet. Jeg skriger stumt af Fryd ved Synet af disse Skorstene, der symbolisérer Havenes blaa Veje, Ruterne, den attraaede Vagabondéring paa Oceanerne. Det slaar mig, at jeg gaar her i Havnen, muttersalene, drømmer og drømmer i syg Ensidighed, fabler om fjerne Lande og mumler deres berusende Navne: Amerika, Mexico, Canada. Dette dybe Navn: Canada. Lyden besætter mig ved dens Fremmedartethed. Jeg gentager det, nævner nye i en endeløs, hovedkulds Rækkefølge: Californien, Alaska, Florida, Syd Amerika, Australien, New Zeeland, Queensland, Tasmanien, Fillippinerne, o, Fillippinerne. I skønne Øer i Østen i det stille Ocean under Kinas Kyst — Hongkongs Havn! Alle Djunkene. Shanghai, o Shanghai. Jeg skynder mig rundt om Pakhusene ud paa Vestkajen, hvor »United States« ligger og ryger stille. Skal den snart rejse? Hvad Dag er det i Dag? Paa Landgangsbroen staar Skiltet: »Adgang forbydes uvedkommende«. Fuldkommen Uvedkommende myrer jeg ombord ad Landgangen, besat af Frækhed, af Lyst til at sé, indaande Damperen, Amerikabaadens Lugt af Maling, af Kabys, af Mel, af Søvand og Olje. —
O, at sætte sine Ben paa et Skibsdæk. Denne forføreriske, farlige Følelse. Jeg føler en forelsket Alvor, en Betagethed over dette rigtige store Skib, hvis Ræling jeg kærtegner, og hvis Dæk min Fod træ der med usigelig Ømhed. Jeg ser ud over Havnen, højtfra mit Promenadedæk, jeg stirrer efter Horizonten, hvor Malmøfærgen glider ud. Der er Molerne, Porten til alt berusende fremmeds Forjættelse. Jeg drømmer mit Dæk fyldt med Passagererne, elegante Førstekahytspassagerere. Kofferter, Damer i graa Rejsedragter ser jeg, Slør og vemodige Miner. Tykke, amerikanske Fruer med Briller og Guldplomber. Javel Hr. Kaptejn. Jeg giver Stewarterne Ordre. Lad gaa! Jeg hører Maskintelegrafen ringe. Ak, jeg er alene. Jeg vil gemme mig i den dybeste Krog i dette Skibs Last. Jeg vil bæres af den store Damper ud, hvor Søfuglene skriger, hvor Havet lyser grønt af undersøiske Haver, hemmelighedsfulde Dybder, ud hvor Fyrene blinker Mile borte, ud over Bølgerne. Jeg vil med til den fremmede Kyst og synge om de Millioner af Mennesker, jeg møder, synge en Sang til deres Pris, deres Haardheds Pris, deres Verdensoverlegenheds Pris. Farvel, du store Baad, du flydende Slot med dine slanke Mastespir, farvel, du plane, rejsevante Dæk, du Ræling, Kabys, Salon —. Jeg gaar fra Borde. Men vent! Jeg sværger ved denne Landgang, at jeg engang skal komme afsted. Da vil jeg skrive et Digt om New York, et Digt om Frank Norris, et Digt om Californien, et Digt om Montreal i Canada, et Digt om Eriesøen, og om det stille Ocean og om New South Wales, Australien.
Vestkajen er berømt for sine Kraner. De kører en Kilometer i deres Spor, standser ud for Siloerne, disse underlige, store og kolde Huse, hvor ingen Mennesker bor. Her ligger »Oregon« af Boltimore, en Amerikaner, og losser Mel. Jeg læser paa de hvide Sække. West Kensil Wheat, ½ Buchel. Montana. Aah, jeg misunder disse Sække denne lange Rejse. Jeg gaar videre. Jorden er hvid som af Kalk. Kranens Spil gaar. Sækkene sejler hen over mit Hoved og daler ned paa Vognene. Men jeg ser dem ikke, jeg synger kun atter og atter: West Kensil Wheat, ½ Buchel. Montana. U. S. A.
Stille gaar jeg forbi den store Oceandamper, »Frederik VIII«. Den fylder mig med Andagt. Jeg synes jeg ser et ganske stille, uendeligt Hav, hvor en Damper dæmpet susende bryder sig Vej gennem Vandet. Jeg synes jeg hører stille Sang om Bord, fremmede Melodier, som jeg ikke kender, men som ikke er mig fremmede . . . Jeg ser en Stewart stryge forbi mig med en Bakke med Service . . . Jeg hører ham undskyldende sige: I beg you pardon, Sir . . . Vi er mange Mile fra Land . . . Hvor var det, jeg var dengang? Hvor er jeg? O, disse Drømme, som er over mig.
Jeg drejer om Hjørnet ved Sydkajen. »Helena«, Amsterdam, en lille Transportdamper, der skilter over Kommandobroen med et unødvendigt gigantisk »Holland«. Herregud, Holland er da ikke noget særligt stort Land. Det skal bare ikke være saa vigtigt . . . Der hænger en Sømand, en ung Fyr over Rælingen med Huen i Nakken. Han har nogle underlige, indadvendte Øjne, som om hans Glæder, hans Liv bestod af Syner i ham selv . . . Den Fyr har længtes meget, siger jeg. Hør, han fløjter paa en Stump Vise. Er det en hjemlig Folkevise? Er det en Stump Refrain fra en Cabaretsang, et Varieteomkvæd? Er det en Kærlighedsvals, rigtig en af Slagsen? Den Fyr har set Kap Horn. Han har set Melbourne, Island, Barcelona, Rio Janeiro, Archangelsk, Calcutta. Han spiller mesterligt paa Harmonika, og er ikke sentimental overfor Pigerne —. Verdensmand! Er det Stockholm dette her? Naah, det er København — naa, det er bare København —. Han er tatovéret, furet, har en Slavers Ansigt. Han er maaske slet ikke Hollænder. O, hvor har du hjemme, du raa, barske Barn?
Sydkajen. Nu er jeg tæt ved Langelinie. Der er et Par ledige Bolværkspladser. Skal her komme en Damper fra Ostindien? Her plejer Østasiatisk Kompagnis Baade at ligge, »Bandon«, »Fionia«, »Penang«. Jeg husker at der engang laa en af dem her og lossede Hamp, orientalske Kurvemøbler, Kokosmaatter, Mangotræ. Er den paa Vej til Colombo nu? Eller hvor i Verden er den? Kajen flyder med raa Staalstænger, Oliefade, Rørfittings, gammelt Kobber og Jern. Her ligger en Damper med det dejlige Navn »Texas«. Det er en lille, rask 5000-Tonner, som gør Atlanterhavet paa fem Døgn. Den er selvfølgelig fra New York. Folkene ombord er, selv i deres Arbejdstøj, klædt morderlig næsvist paa. Er det blot det kolossalt praktiske Snit, der virker imponerende paa en stakkels Dansker? Her staar en Mand med Haanden fuld af Konossementer. Damperen losser af begge Luger, Automobiler, »King« vogne, Karosserier af Forlugen, Bundvogne med Motor og Hjul af Agterlugen. Min Fantasi studser, imponeret af denne lidt flotte Fraadsen med Køretøjer. En Skibsladning! Kajen ligner en gigantisk Legetøjsbutik med Automobiler, der ligger Hulter til Bulter. O, I Amerikanere. Jeg begriber Eder ikke. Productionen gør Eder til andre Mennesker end vi. Eders Kulde fylder mig med Forundring. Denne fabelagtige Storproduction er Eders Guddom, Eders Nationalstolthed, Eders Drømme, naar I sover, Eders alt. Jeg ser et tydeligt Billede af Matériens rasende Magt, dens umælende Hensynløshed. Get on! Bare get on! En dum Mand, der spørger. Han har Tid til at spørge?
Jeg gaar videre, drømmende om Automobilfabrikerne i Kentucky, om det mægtige, stenhaarde Amerika, om Amerikanernes mærkelige Sfinksansigter —.
O, min yndefulde Langelinje!