Til Eder, der sank med Hjerterne knuste af Ild og Jern og Eders Hjerters Udholdenhed, I Døde, vil jeg synge, synge med den samme Kraft, som den, hvormed I døde: I er ikke dræbte forgæves!
Lyksalige er vi, hvem det forundes at sanke den dyrebare Visdom af Eders Opofrelses Gerninger!
Lyksalige er vi, der har set Eder dø for Sejrens blotte Idé, for Viljens Udfoldelses Skyld. Hvad dufter saa skønt, hvad klinger saa aabent og ungt som Konsekvensen af den højeste Stejlhed, den ukuelige Viljes Idé? Hvad funkler stærkere end den nidkære Ubændigheds Flamme? I Lykkelige, som ejede den hensynsløse Opofrelseslyst, det virtuose Mod, den heroiske Tørst efter at gøre Striden til den endelige Sejr!
I er faldet for Nationalismens bundraadne Idé! I er faldet for uværdige, degenererede Profeters falske Forkyndelse! Men Eders Død hævner Jer, I Lykkelige, som døde før I fik at vide, hvorfor I døde . . . Endnu kæmpende havde I Ærens Idé, og Æeen er Eders, Tyskere, Franskmænd, Østrigere, Russere, Englændere og Amerikanere.
Lyksalige er vi, der saa Eders Ungdom, hørte Eders Sange, var Vidne til Eders Udmattelse, Forblødning og Død. Thi vi har set Eder i en Form, der er Ungdom værdig.
Lyksalige er vi, der har lyttet til Eders Hjerteslag og anet Eders Hjerters Troskab, Eders Kærlighed til Liv; thi I har lært os at leve.
Lyksalige er vi, der er renset for den officielle Fædrelandskærlighed, Udvendighedens Program.
Lyksalige er vi, der har gjort Front imod de morderiske Fraser, for hvilke I er faldet.
Til Eder i de lemlæstede Skoves Jord, til Eder i Gravene i »Ingen Mands Land«, til Eder, der opfyldte Idéens Hverv og blottede Eders Bryst imod Døden, til Eder for hvem hundrede Aar var som én Dag i Rædsel, Fare og dødelig Forventning, til Eder, der blussede af Frejdighed, men græd indvendig over Eders ofrede, skære Ungdom, Eders glade og bedste Dage, til Eder i Uforglemmeligheden, Pacifismens Martyrere i Historiens Panthéon synger mit Hjerte i smertefuld Lyksalighed over at synge til Eders Navnes Pris!
Tyskere, Franskmænd, Østrigere, Russere, Rumænere, Bulgarere, Italienere, Belgierne, Serbere, Englændere og Amerikanere. Paa Eders Grave skal de kommende Tiders Blomster lægges. Over Eders duftende, hvide og evige Vugge skal de kæmpende Nationers Faner veje i vemodig og angrende Forsoning, og en sagte fortællende Vind skal vifte Farvernes slidte Silke, hviskende:
Her hviler de belgiske Helte, som faldt for deres Land —.
Her hviler de arme Serbere, Armeniere, de ubeherskede, de stridige, de altid stedmoderligt regerede, som faldt for deres Hævns Sag.
Her hviler Rumænerne, de godtroende, som faldt hurtigt uden mange Livstegn, de kunde jo kun falde for Rumænien —.
Her hviler de nævenyttige Italienere, de skønne, lidenskabelige Børn, som deres Oprindelse tro blot vilde Kampen.
Her hviler o, den endnu glødende Franskmand, den heroiske Yngling med Favnen fuld af Blomster. Han gik syngende i Ilden, han døde smilende, som det er hans Natur, Enthusiasten der i grænseløs Kærlighed til Frankrig drog Klingen for Palmernes Virak, Kvinderne, Triumphen —.
Her hviler hans Modstander, Tyskeren. De nærede gensidig Agtelse for hinanden som Slagsbrødre. O du stærke, du stejle Germaner, som forundrede Alverden, holdt en Serie af Stormagter i Skak, som udfoldede din Sjæl i Bjerge af overmenneskelig Energi. Man siger, at du har den mindste Sympathi for dig, og derfor er du den største i din Grav. Du ligger udstrakt og haanet af den sentimentale Verden, men det maa have knaget i Solsystemernes Sammenføjninger, hvergang du aabnede Ilden. Du blomstrede kraftigst, derfor skulde du klippes, du gik foran i Ver densudviklingen, derfor vilde dine Misundere dig tillivs, du vilde den sunde, organiserende Idé, men den taales jo aldrig, som har noget paa Hjertet . . . I det lange Løb vil dit forargende Navn sejre, derfor kan du hvile tryg i din ensomme Grav . . .
Her hviler den enfoldige, tro Russer der ikke vidste, hvorfor han døde . . .
Her hviler den kolde Englænder, som vi ærligt talt ikke kan fordrage —. Han gik i Krigen for at »værne de svages Sag«, sagde han. Han vandt den letkøbte Beundring, fordi han kæmpede for »Almenbefindendet« og den sentimentale Retfærdighed. Han var Britten, der døde i Følge en historisk Nødvendighed . . . England savner ham.
Her hviler endelig Amerikaneren, der kom til for at vise Verden sit blændende Cirkusnummer. Han var en dygtig Rytter, og Bifaldet bragede ned til ham i den evropæiske Manege . . . Hans Ære er Skuespillerens . . . I sin Grav indsaa han omsider, at det ikke var Løjer altsammen, og nu ligger han og drømmer for Alvor om Mary i Colorados Hus, hvor han har hjemme . . .
Saadan vil vi synge, vi, de lyksaligt levende, til Eder, der lærte os den nye Udviklings dyrekøbte Love, der lærte os at arbejde af al Kraft, levende i det skønne Liv. Saadan lyder vor Tak til Millioner af Martyrere, der døde den nidkære Død for os . . .