Fingal
Sjette Sang.
Sjette Sang.
Nattens Skyer komme rullende ned, og hvile paa Cromlas mørkbrune Fjeld. Nordstjernerne stige over Ullins væltende Bølger; de vise deres funklende Hoveder gjennem Himlens flyvende Taage. I Skoven suser den fjerne Vind; men taus og mørk er Dødens Slette. — End lyder Carrils liflige Røst i mit Øre paa Lenas mørknende Hede. Han sang om vore Ungdoms Brødre, og om de fremfarne Dage; da vi mødtes paa Legos Bredder, og ombare Skallernes Fryd. Cromla, med sine skyefulde Tinder, gjenlød af hans Kvad. De besjungnes Aander kom i deres susende Vindpust. De saaes at bøje sig ned mod deres Lovsang med Fryd. Signet være din Sjæl, o Carril, midt i dine hvirvlende Vinde. O at du vilde komme til min Borg, naar jeg er ene i Natten! Og du kommer, jeg hører ofte din lette Haand paa min Harpe, naar den hænger paa den fjerne Væg, og de svage Toner røre mit Øre. Hvi vilt du ej tale til mig i min Kummer, og sige mig, naar jeg skal skue mine Venner? Men du farer bort i din susende Vind, og din Viften hvisler gjennem Ossians hvide Haar1.
Nu samle Heltene sig til Fæsten paa Moras Side. Tusinde gamle Eege flamme for Vinden. Skallernes Kraft gaaer rundt, og Krigeres Sjæle straale af Fryd2. Men Lochlins Konge er taus og Græmmelse er udi hans stolte Øjne. Ofte vendte han sig mod Lena, og mindedes at han faldt. — Fingal støtter sig paa sine Fædres Skjold. Hans graae Lokker bølgede blidt paa Vinden, og glindste i Nattens Straale. Han saae Svarans Kummer, og talte til den første blandt Barder.
Hæv, Ullin, hæv Fredens Sang! Blidne min Sjæl efter Kamp, at mit Øre kan forglemme Vaabnenes Brag. Og lad hundrede Harper være nær, at forlyste Lochlins Konge. Han maae bortdrage fra os med Glæde. — Endnu gik ingen bedrøvet fra Fingal. Oscar! Mit Sværds Lynild er imod de stærke; men fredeligt ligger det ved min Side, naar Kæmper bøje sig i Krig.
(3Trenmor, kvad Skjalden, leved i Oldtids Dage. Han foer over Nordhavets Bølger, den Stormens Ledsager. Lochlins høje Fjelde, og susende Skove viste sig gjennem Taage for Helten; han bandt sine hvidbarmede Segl. — Trenmor jog Vildørnen, som brølte gjennem Gormals Skove. Mange havde flyet fra dens Øjne, men Trenmors Spyd fældede den. — Tre Kæmper, som saae hans Daad, fortalte om den stærke fremmede. De fortalte, at han stod liig en Ildstøtte i hans Styrkes straalende Rustning. Lochlins Konge beredte Fæsten, og indbød den blomstrende Yngling. Tre Dage gjæstede han Gormals stormfulde Taarne; og fik sit Valg i Tvekampen. Lochlins Land havde ingen Helt, som jo maatte vige for Trenmor.
Glædens Skal gik rundt med Sange til Morvens Konges Priis; han som kom over Bølgerne, den første blant de vældige. — Da nu den fjerde graae Morgen steeg, stødte Helten sit Skib i Søen; og vandrede paa den tause Kyst, ventende paa den susende Blæst. Thi huul og fjern hørte han den bruse i Lunden. — Indhyllet i sin Staalrustning kom en Gormals Søn. Rød var hans Kind, og dejligt hans Haar; hans Hud liig Morvens Snee. Mildt rulled hans blaae og smilende Øje, da han talte til Sværdenes Konning.
Stands, o Trenmor, stands du første blant Mennesker, end har du ej overvundet Lonvals Søn. Mit Glavind har ofte mødt de kjække. Og de vise skye min Bues Kraft.
Du haarfagre Yngling, svarte Trenmor, jeg vil ikke fægte med Lonvals Søn. Din Arm er svag, du Skjønheds Solstraale. Gak tilbage til Gormals mørkbrune Raaer.
Men jeg vil gaae tilbage med Trenmors Sværd, svarte Ynglingen; og hovere i Buldret af min Roes. Pigerne skulle flokkes med Smil omkring ham, der overvandt den stærke Trenmor. De skulle sukke med Elskovs Suk, og beundre dit Spyds Længde; naar jeg bærer det blandt tusende og løfter dets blinkende Od mod Solen.
Aldrig skal du bære mit Spyd, sagde Morvens vrede Konge. Din Moder skal finde dig bleg ved stormfulde Gormals Rod, og naar hun seer ud over det mørkblaae Hav, skal hun skue hans Sejl, som slog hendes Søn.
Jeg vil ikke løfte Spydet, svarte Ynglingen, min Arm er ikke stærk af Aar. Men med den fjeddrede Piil har jeg lært at træffe en fjern Fiende. Bortkast denne tunge Brynie; for Trenmor er indhyllet i Staal. — Jeg vil først nedlægge min Brynie. Kast nu dit Spyd, du Morvens Konge!
Det var Lochlins Konges Søster. Hun havde seet ham i Gormals Haller; og elsked hans Ungdoms Ansigt. — Stormfulde Morvens Konge, begyndte den sneearmede Møe; lad mig hvile i dit gyngende Skib, langt fra Corlos Elskov. Thi han er skrækkelig for Inibaca, liig Ørkens Torden. Han elsker mig i sin skumle Stolthed, og ryster ti tusinde Spyd.
Hviil i Fred, sagde den mægtige Trenmor, bag mine Fædres Skjold. Jeg vil ikke flye fra Kongen, skjøndt han ryster ti tusinde Spyd. — Tre Dage tøvede han paa Kysten; og lod Stridshornet lyde. Han udæskede Corlo til Kamp fra alle hans gjenlydende Bjerge. Men Corlo kom ej til Kamp. — Lochlins Konge nedsteg. Han beredte sin Fæst paa den brusende Bred, og gav sin Søster til Trenmor.
Lochlins Konge, sagde Fingal, dit Blod flyder i din Fiendes Aarer. Vore Frænder mødtes i Strid fordi de elskede Spydkampen. Men ofte gjæstede de i Borgen, og omsendte Glædens Skal. — Lad dit Ansigt straale af Fryd, og dit Øre forlystes ved Harpen. Skrækkelig som dit Nordhavs Storm, har du udøst din Vælde. Din Røst har været som tusindes Røst, naar de fremstyrte til Strid. Hæv i Morgen dine hvide Sejl for Vinden, du Agandeccas Broder! Klar som Middagsstraalen kommer hun til min sorgfulde Sjæl. Jeg saae dine Taarer for den yndige, og sparte dig i Starnos Haller; da mit Sværd var rødt i Blodbad, og mit Øje fuldt af Taarer for Pigen. — Eller vælger du Kampen? Tvekampen, som dine Fædre gave Trenmor, den være din; at du kan bortdrage, herlig som Solen, der daler i Vesten.
O Konge af Morvens Æt, sagde Lochlins Bølgers Herre; aldrig vil Svaran kæmpe mod dig, første blant tusinde Helte! Jeg saae dig i Starnos Haller, og faae vare dine Aar foran mine. — Naar skal jeg, sagde jeg til min Sjæl, løfte Spydet liig ædle Fingal? Vi have kæmpet tilforn, o Kriger, paa skovgroede Malmors Side; da mine Bølger havde baaret mig til dine Haller, og du gav de tusinde Skallers Fæst. Skjaldene sende ham, som sejrede, til de kommende Aar; thi herlig var Kampen paa lynggroede Malmor. — Men mange af Lochlins Snekker have mistet deres Kæmper paa Lena. Tag disse, du Morvens Konge, og vær Svarans Ven. Og naar dine Sønner skal komme til Gormals mostakte Taarne, da bereder jeg Skallernes Fæst, og giver Tvekampen i Dalen.
Ei Snekke, ei bjergfuldt Land skal Fingal tage. Ørken er nok for mig, med alle sine Skove og vilde Dyr. Bestig igjen dine Bølger, du Agandeccas ædle Ven. Udbred dine hvide Sejl med Morgenstraalen, og drag tilbage til Gormals gjenlydende Bjerge.
Signet være din Sjæl, o Fingal, sagde Svaran mørkbrune Skjoldes Konge. I Fred est du en Foraarsvind; i Kampen en Bjergstorm. Tag nu min Haand i Venskab, du Morvens ædle Konge. Lad dine Skjalde sørge over de faldne; lad Erin overgive Lochlins Sønner til Jorden, og oprejse deres Mindes mostakte Stene: at Nordens Sønner i Fremtiden kunne see det Sted, hvor deres Fædre strede, og Jægeren sige, naar han læner sig mod en mosbevoxet Grav”, her strede Fingal og Svaran, Oldtidens Helte”. Saa skulle de sige i de kommende Dage, og vort Rygte skal vare evigt.
Svaran, sagde Bjergenes Konge, i Dag er vort Rygte størst. Vi skulle forsvinde som en Drøm. Tause ville vore Stridsmarker være. Vore Grave ville hensmuldre paa Heden. Jægeren skal ikke vide vort Hvilested. Vore Navne kunne høres i Sang, men vore Armes Styrke vil svinde. O Ossian, Carril og Ullin, I kjende henfarne Helte. Giver os et Kvad om bortrundne Aar. Lader Natten henglide under Harpers Klang, og Morgenen fremskinne i Fryd.
Vi gave Kongerne vort Kvad, og hundrede Harper ledsagede vor Røst. Svarans Ansigt straalte liig Himmelens Fuldmaane, naar Skyerne bortsvinde og forlade hende klar og stor i det høje.
Da talte Fingal til Oldtids Carril. Hvor er Semos Søn, Taageøens Konge? Er han nedsjunken liig en Dødslue til Turas rædsomme Hule?
Cuchullin ligger i Turas rædsomme Hule. Hans Haand er paa hans Styrkes Sværd. Hans Tanker ere hos det Slag, han tabte. Sorgfuld er Spydkongen; thi han har ofte været sejerrig. Hid sender han sit Stridssværd, at hvile ved Fingals Side. Thi liig Ørkens Storm har du adspredt alle hans Fiender. Tag, o Fingal, tag Heltens Glavind; thi hans Hæder er forsvunden som Taage, der flyver for Dalens susende Vind.
Nej, svarte Kongen, Fingal skal aldrig tage hans Sværd. Hans Arm er stærk i Strid; og siig ham, at hans Ære skal aldrig svinde. Mange ere overvundne i Krig, som siden have skinnet liig Himmelens Soel.
O Svaran, susende Skoves Konning, lad al din Kummer fare. Navnkundige ere de overvundne, hvis de ere tappre; de ere som Solen i en Skye, naar den for en Stund skjuler sit Ansigt i Sønden, og straaler saa igjen over de græsklædte Bjerge.
Grumal var en Conas Første. Han søgte Kampen paa hver en Kyst. Hans Sjæl frydede sig ved Blod. Han udøste sine Krigere paa stormfulde Craca, og Cracas Konge mødte ham fra sin Skov; thi i Brumos Kreds talte han til Kraftens Steen. — Haard var Heltenes Strid for snebarmede Møe. Rygtet om Cracas Dotter havde naaet Grumal ved Conas Floder. Han gjorde det Løfte, at vinde den hvidarmede Pige, eller døe paa gjenlydende Craca. Tre Dage strede de, paa den fjerde blev Grumal bunden. — Fjernt fra hans Venner lagde de ham i Brumos rædselfulde Kreds; hvor de sagde, de dødes Aander ofte hylede omkring Forfærdelsens Steen. Men siden straalte han som en Himlens Lysstøtte. De faldt for hans vældige Haand, og Grumal havde sin Roes.
Hæver, I Oldtids Barder, hæver Heltes Roes; at min Sjæl kan dvæle ved deres Rygte, og Svaran aflade at sørge.
De laae udi Moras Hede; den mørke Blæst hvinte over Heltene. Pludselig opstige hundrede Stemmer, og hundrede Harper røres, de sjunge om svundne Tider, og fremfarne Dages Kæmper.
Naar skal jeg nu høre Skjalden? Eller forlystes ved mine Fædres Priis. Harpen røres ikke i Morven, og Sangens Røst lyder ikke paa Cona. Død med de vældige er Skjalden; og Lovsang er ej udi Ørken meer.
Morgenstraalen bæver i Østen, og glindser paa Cromlas graae Hoved. Over Lena høres Svarans Horn, og Havets Sønner forsamles. Sorgmodige og tause bestige de Bølgen, og Ullins Vind er i deres Sejl. Hvide som Morvens Taage, glide de over Dybet.
Hidkalder mine Hunde, sagde Fingal, Jagtens langtspringende Sønner: hvidbrystede Bran, og barske Luath. — Fillan og Ryno — men han er ikke her; min Søn hviler paa Dødens Seng. Fillan og Fergus, blæser mit Horn, at Jagtens Glæde kan stige, og Cromlas Dyr høre dens Lyd, og fremspringe fra Raaernes Søe.
Hornets Bragen farer gjennem Skoven. Lynggroede Cromlas Sønner opstaae. Tusinde Hunde flyve paa eengang afsted. Et Dyr faldt for hver Hund, og tre for hvidbrystede Bran. Han bragte dem i deres Flugt til Fingal, at Kongens Glæde kunde være stor.
Et Dyr faldt ved Rynos Grav, og Fingals Sorg vendte tilbage. Han saae, hvor fredelig Stenen laae over ham, der var den første paa Jagten. — Ei mere skalt du opstaae, o min Søn, at deeltage i Cromlas Fæst. Snart vil din Grav være skjult af det lange Græs. De svages Sønner skulle vandre over den, og ikke vide, at den vældige ligger der. — Ossian og Fillan, min Styrkes Sønner, og Goel blaae Kampsværdes Konge! Lader os bestige hiint Bjerg, og finde Erins Kriges Styrer i Turas Hule. — Ere disse Turas Mure? — Graae og eensomme hæve de sig paa Heden. Skalkongen er bedrøvet, og Hallerne ere øde. Kommer, lad os finde Sværdenes Konge, og give ham al vor Fryd. Men er det Cuchullin, o Fillan, eller en Røgstøtte paa Heden? Cromlas Blæst er i mine Øjne, og jeg kjender ikke min Ven.
Fingal! svarte Ynglingen, det er Semos Søn. Mørk og mismodig er Helten. Hans Haand er paa hans Sværd. — Hild være Kampens Søn, Skjoldenes Bryder!
Hild dig, svarte Cuchullin, og Hild alle Morvens Sønner. Frydfuld er din Nærværelse, o Fingal, den er som Solen paa Cromla; naar Jægeren sørger over dens Fraværelse en Stund, og da skuer den igjen blant Skyerne. Dine Sønner ere som Stjerner, der ledsage din Gang, og give Lys udi Natten. — Det er ej saa, du har seet mig Fingal, hjemdragende fra Ørkens Krige; naar Verdens Konger have flyet, og Glæde vendte tilbage til Morvens Bjerge.
Mange ere dine Ord, Cuchullin, sagde Connan den lidt berømte. Dine Ord ere mange, Semos Søn! Men hvor ere dine Handlinger i Orlogsfærd? Hvi drage vi over Havet for at hjelpe dit svage Sværd? Du flyer til din Kummers Hule, og Connan strider for dig: afstaae mig disse straalende Vaaben: giv hid, du Erins Søn!
Ingen Helt, svarte Førsten, forlangte nogentid Cuchullins Sværd; og havde end Tusende Helte æsket dem, det var dog forgjæves, du skumle Yngling! Jeg flyede ej til Kummerens Hule, saalænge Erins Kæmper vare i Live.
Svagarmede Yngling, sagde Fingal, Connan, tael ikke mere. Cuchullin er skrækkelig i Strid, og navnkundig over Ørken. Ofte har jeg hørt dit Rygte, du Inisfals stormende Første. Udbred nu dine Sejl, og iil til din taagefulde Øe. Der skue du Bragela støttende sig paa hendes Klippe. Hendes blide Øje er i Taarer, og Vindene løfte de lange Lokker fra hendes bølgende Bryst. Hun lytter til Nattens Vinde, at høre dine Roerkarles Røst5; at høre Havets Sang, og din Harpes fjerne Toner.
Og længe skal hun lytte forgjæves. Cuchullin skal aldrig vende tilbage. Hvor kunde jeg skue Bragela, og opvække Sukket i hendes Barm? Fingal, jeg var altid sejerrig i Spydkampen.
Og stedse skalt du være sejerrig, sagde Fingal. Cuchullins Rygte skal voxe liig Cromlas løvfulde Træe; mangen Strid venter dig end, o Fyrste, og mange Saar skal dit Glavind give. — Oscar! Bring Hjorten hid, og bereed Skallernes Fæst; at vore Sjæle kunne opmuntres efter Fare, og vore Venner fryde sig for vort Aasyn.
Vi sadde, vi spiste, vi sjunge. Cuchullins Sjæl hævede sig. Hans Arms Kraft vendte tilbage; og Fryd oplyste hans Ansigt. Ullin gav Sangen, Carril opløfted sin Røst. Og ofte kvad jeg med Barderne og sang om Sværdenes Slag — Slag, hvor jeg ofte kæmped; men nu kæmper jeg aldrig mere. Rygtet om min Ungdoms Daad er forsvunden; og jeg sidder allene ved alle mine Venners Grave
Saa tilbragte vi Natten i Sang; og gjenfunde Morgnen i Fryd. Fingal rejste sig paa Heden og rysted sit blinkende Spyd. Fremmerst skred han mod Lenas Sletter, og vi fulgte liig en Række af Luer. Spreder Sejlet, sagde Fingal, og favner Vinden, der udstrømmer fra Lena. Med Sange bestege vi Bølgen, og fore med Fryd gjennem Storhavets Skum.